Ungdommens Hus i Fredericia gennemgår i øjeblikket en omfattende forvandling, der skal sikre, at huset fremover kan fungere som et bredt og inkluderende fritidstilbud for unge i hele kommunen. Ifølge Pernelle Jensen (V), formand for Unge- og Uddannelsesudvalget, er målet at gøre Ungdommens Hus til en attraktiv mulighed for alle unge, hvilket kræver både visuelle og indholdsmæssige ændringer.
Unge- og Uddannelsesudvalget fik på seneste udvalgsmøde en orientering om, hvad status er på at få fornyet Ungdommens Hus, der notorisk har været kendt for at tiltrække et ikke særlig bredt klientel. Det vil man gøre op med.
– Vi er i gang med en omstilling, både visuelt og i forhold til indholdet, siger Pernelle Jensen og nævner, at graffitien er fjernet, og flere visuelle ændringer er i gang.
– Vi er på en rejse, hvor vi ændrer stedet til noget, som flere typer unge kan føle sig velkomne i. Problemet har været, at det hidtil kun har appelleret til en bestemt målgruppe, men nu ønsker vi at nå bredere ud.
Skal slippe af med gammelt omdømme
Ungdommens Hus har ifølge Jensen længe haft et ry som et tilbud for en bestemt type unge, hvilket udfordrer ambitionen om at gøre det til et naturligt fristed for alle.
– Jeg håber, at vi med omstruktureringen kan ændre på det lidt dårlige omdømme, som Ungdommens Hus har haft. Målet er, at huset bliver et naturligt fritidstilbud til alle unge – uden at have det ry, det har haft tidligere, siger hun.
Med et gennemsnit på 185 besøg om ugen er Ungdommens Hus allerede et populært sted, ifølge Pernelle Jensne, men kommunen ønsker at sikre, at tilbuddet er bæredygtigt både økonomisk og ressourcemæssigt.
– Det er selvfølgelig vigtigt at se på omkostningerne. Hvis vi sammenligner antal ansatte med antal brugere, skal vi sikre, at det er rentabelt. Det kan man jo sige om alle fritidstilbud, men hvis vi ikke havde Ungdommens Hus, skulle vi finde et lignende tilbud et andet sted. Vi ønsker, at børn og unge har noget meningsfyldt at lave i fritiden, hvor de kan være sammen med andre unge – ikke bare sidde derhjemme med computeren eller på sociale medier, forklarer Pernelle Jensen.
Kommunen ser fritidstilbud som en vigtig investering i de unges sociale udvikling, og det vægtes højt i Fredericia.
– Jeg ved, at det ikke er alle kommuner, der prioriterer fritidstilbud på samme måde som her i Fredericia. Men jeg mener, det er vigtigt, især når vi taler om, hvor meget tid unge bruger foran skærme. At være en del af et fællesskab lærer de unge at interagere og opbygge sociale færdigheder, som også gør dem til bedre mennesker, siger Pernelle Jensen.
Set ud fra en økonomisk synsvinkel ser Jensen også omstruktureringen af Ungdommens Hus som en fornuftig investering, da man ellers skulle oprette lignende tilbud andre steder.
– Hvis vi ikke havde det her sted, skulle vi etablere et lignende tilbud et andet sted i kommunen, hvilket ville kræve yderligere ressourcer og investeringer. Derfor giver det mening at omdanne huset fremfor at starte forfra et andet sted, siger Jensen.
En sidste ting mangler
Selvom omstillingen af Ungdommens Hus er godt i gang, mangler der stadig nogle ændringer, især interiørt, så stedet indendørs også afspejler det visuelle og rummelige udtryk, man ønsker.
– Vi mangler stadig nogle ændringer indendørs, som kan understøtte den mere mangfoldige profil- Nu har vi fjernet graffiti, og udendørs ser huset mere indbydende ud, men indendørs vil vi gerne have de unges input. Det er vigtigt, at de føler, at huset er deres, slår Pernelle Jensen fast.
For at skabe et relevant og attraktivt tilbud vil kommunen samarbejde med de unge brugere om, hvordan lokalerne skal indrettes og bruges fremover.
– Hvis vi bare kører videre uden at inddrage de unge, risikerer vi at misse, hvad der appellerer til dem. Vi skal have en dialog om, hvad der fungerer bedst for dem. Jeg synes, det er vigtigt, at de har medbestemmelse i, hvordan huset skal se ud og bruges, slutter Pernelle Jensen.
For Fredericia Kommune er Ungdommens Hus et centralt element i deres ungdomspolitik. Den igangværende omstrukturering er et vigtigt skridt mod at skabe et sted, der føles naturligt og inkluderende for alle unge, så de kan deltage i positive fællesskaber i trygge rammer.