GASTRONOMI. Når Food Festival i Fredericia folder sig ud den 5. til 7. september, bliver det med et særligt indslag på scenen. Fredag klokken 17 indtager det ukrainske dansehold Kalyna Rådhuspladsen med farverig kultur og energiske trin. Målet er at præsentere Ukraine gennem dans og formidle de traditioner, som danserne er stolte af.
For arrangørerne er det et vigtigt signal, at festivalen byder på mere end madboder og foodtrucks. »Vi har prøvet at ramme bredt på rigtig mange parametre. Det er ikke sådan, at vi specifikt har søgt efter et ukrainsk dansehold, men vi har været ude i de foreninger og grupper, der findes i Fredericia, og spurgt, om de havde kontakter til dansetrupper. Så dukkede den her mulighed op, og det er meget spændende,« siger Brian Løkkegaard.
Han fremhæver, at festivalen bevidst går efter at give gæsterne mere end bare en smagsoplevelse. »Vi ønsker at lave en festival, hvor der er noget ekstra. En foodtruck kan være rigtig kulinarisk og lækker, men der må gerne være noget mere. Vi har talks, vi har dans fra LB Dans, og nu også Kalyna. Derudover er der hele Fra jord til bord-sektionen, hvor man kan røre ved og se på afgrøder. Det giver en bredde i oplevelsen,« forklarer han.
For publikum kan det internationale islæt blive en særlig oplevelse. »Det handler både om at henvende sig til dem, der måske kender til det i forvejen, men også om at give folk noget, de ikke havde forventet. Jeg tror ikke, der er ret mange, der til daglig ser et ukrainsk dansehold optræde. Når man kommer ned for at spise, tage en fadøl eller bare nyde stemningen, og pludselig bliver bumpet af noget uventet, så får man en oplevelse, man husker. Det håber vi at skabe flere gange i løbet af festivalen,« siger Brian Løkkegaard.
Han understreger, at det ikke handler om at undervise i specifikke danseformer. »Vi er ikke ude på at udbrede kendskabet til ukrainsk dans eller mavedans eller hvad vi ellers har på programmet. Vi arbejder for at skabe oplevelser og en god atmosfære. Det skal være noget, der gør, at man tænker fredag aften i Fredericia sker der noget, og det er værd at komme ud,« siger han.
Hvis nogen spørger, hvorfor de skal komme og opleve Kalyna, er svaret klart. »Der er ikke nogen god grund til at blive væk. Kun hvis man er forhindret, fordi man er langt væk og ikke kan nå det. Ellers synes jeg, der er masser af grunde til at tage ind til byen. Det gælder både det ukrainske dansehold og alt det andet, vi har på programmet. Der bliver mange oplevelser, der er værd at tage med,« siger han.
Food Festival i Fredericia handler derfor ikke kun om mad, men også om kultur, fællesskab og overraskelser. Når Kalyna indtager scenen på Rådhuspladsen, bliver det med ønsket om at forbinde mennesker gennem dans – og give festivalens gæster en oplevelse, de ikke havde set komme.