Kulturmuseet i Vejle går nye veje for at fortælle historien om Danmarks glemte vikingekonger. ‘De Første Konger’ åbner fredag d. 11/10 2024.

De fleste danskere kender navnene Gorm den Gamle og Harald Blåtand og har hørt om Jelling-kongerne, der regerede i 900-tallet. Men de skriftlige kilder fortæller også om flere danske konger fra 700- og 800-tallet. Arkæologisk forskning fra de seneste årtier viser, at Danmark har været et samlet kongerige langt tidligere end tidligere antaget.

Med den nye udstilling håber museet, at danskerne også bliver bekendt med nogle af de første danske konger: Horik og en anden Harald, nemlig Harald Klak, der er to af hovedpersonerne i udstillingen.

– Vores ambition er at fortælle vigtig og relevant danmarkshistorie på overraskende og sanselige måder. Med De Første Konger fortæller vi et glemt kapitel af Danmarks historie, hvor den nyeste forskning kombineres med nytænkende og anderledes måder at formidle på. Jeg tør godt sige, at vi har overgået os selv endnu en gang, udtaler museumschef Flemming Hedegaard.

Tegneserie fra gulv til loft

Kulturmuseet har valgt en utraditionel tilgang til udstillingen. I samarbejde med den berømte fransk-danske tegner Thierry Capezzone har de skabt en tegneserie om magtkampen mellem Horik I og Harald Klak.

Den spændende fortælling, som den frankiske kejser fik nedskrevet i sine årbøger, er den gennemgående historie i udstillingen. Tegneserien og en række andre illustrationer af Capezzone pryder udstillingens vægge fra gulv til loft.

Kongehallen i Erritsø

En af de mest spektakulære arkæologiske opdagelser i de senere år er kongehallen ved Erritsø. På en bakketop med udsigt over Lillebælt har der i flere hundrede år ligget en række store haller, bygget som de tilsvarende haller i Lejre og Tissø. Dette fund giver arkæologerne næsten sikkerhed for, at de første danske konger regerede over hele det nuværende Danmark – både Jylland, Fyn og Sjælland.

En rekonstruktion af dele af den 50 meter lange kongehal danner sammen med håndskårne træmøbler og Thierry Capezzones tegninger kulissen for en række fascinerende museumsgenstande fra både Sverige, Tyskland og Danmark.

– Vi har indlånt nogle virkelig fine ting til udstillingen, blandt andet fra Danmarks eneste kendte kongegrav fra den tidlige vikingetid. En konge blev begravet med rige gravgaver i Hedeby i midten af 800-tallet. Men er det Horik I eller Harald Klak, der ligger i bådkammergraven? Det er bare et af de spændende mysterier, der udfolder sig i udstillingen, fortæller Charlotta Lindblom, arkæolog og museumsinspektør på Kulturmuseet i Vejle.

Analogt og digitalt går hånd i hånd

Nogle af udstillingens genstande vises i nyudviklede interaktive montrer, hvor sensorer, lyd, lys og animationer sætter genstandene i scene på en helt ny måde.

– Disse genstande fortjener at få deres historie fortalt og blive gjort levende, men det skal gøres med respekt og faglighed. Det er den balance, vi har forsøgt at ramme, samtidig med at vi har skrottet en masse ‘plejer’. Vi er meget spændte på, hvordan folk tager imod eksperimentet, siger Kamilla Lang Betak, udstillingsarkitekt og projektleder.

De interaktive montrer er skabt i tæt samarbejde mellem museets egne fagfolk og interaktionsdesigner Jonas Kirkegaard fra Almost Noise. System Standex, en af landets førende producenter af sikkerheds- og udstillingsløsninger til museer, har produceret de specialdesignede montrer.

Gennem hele udstillingen ledsages gæsterne af et 14-kanalers soundscape, skabt af musiker og komponist Simon Brinck, der understøtter stemninger og fortællinger.

Totalt udsolgt åbningsfest

De Første Konger er støttet af Augustinus Fonden, Aage og Johanne Louis-Hansens Fond, Konsul Georg Jorck og hustru Emma Jorcks Fond, Spar Nord Fonden og Knud Højgaards Fond.

Åbningsfesten torsdag aften er for længst udsolgt, men udstillingen kan opleves fra museet åbner kl. 10.00 fredag den 11. oktober 2024.

Der er rig mulighed for at besøge udstillingen i efterårsferien, hvor museet holder åbent hver dag fra kl. 10.00 til 17.00. Der er som altid gratis adgang til museet.