Rune D. Rasmussen, administrerende direktør for Associated Danish Ports (ADP), er en mand med stor passion for transport og logistik. Han voksede op i en familie, der altid har haft en stærk tilknytning til transportbranchen, har været et omdrejningspunkt i hans liv, og det har været med til at forme hans karriere.
Han er en karrieremand, der aldrig har holdt en pause fra sit arbejde – men for ham, er det ikke blot en karriere, det er en passion. Alligevel må den aldrig komme i vejen for hans familie.
– Jeg har faktisk haft en tilknytning til trekantområdet det meste af mit voksenliv, siger Rune.
Han har arbejdet mange år i Kolding, men har også haft arbejde i Aarhus, København og Göteborg. Han har en baggrund som speditør og har arbejdet for både Itella og DB Schenker, som havde kontor i Kolding, men nu er flyttet til Taulov.
Det var en naturlig overgang for Rune at komme ind i transportbranchen. Hans familie og hans kones familie har begge haft en dyb forbindelse til landbruget og vognmandsforretning på Mors, hvor de begge er født og opvokset. Hans lillebror er også speditør, og dette arbejde med at flytte ting fra ét sted til et andet har altid været en del af hans liv.
Men selvom det ville have været naturligt for Rune at få et stort kørekort, har han altid nægtet det.
– Det har altid føltes naturligt for mig at beskæftige mig med transport. Jeg har altid været drevet af at være med til at flytte ting derhen, hvor de skal være. Det ligger i familien, med en baggrund i lastbilbranchen. Men interessant nok tog jeg en bevidst beslutning om ikke at tage det store kørekort. Jeg ville ikke bruge mine weekender på at hjælpe min far med lastbiler – jeg ønskede at gøre noget andet. Og ganske rigtigt, min lillebror, der tog det store kørekort, endte med at bruge sine weekender på netop det. Selvom det måske ville virke naturligt for nogen fra en vognmandsfamilie at have stort kørekort, så har jeg det ikke, og jeg har heller ikke planer om at få det, forklarer, Rune.
I stedet har han fokuseret på at opbygge sin karriere inden for transport og logistik.
Rune’s kone, Annette, har også spillet en væsentlig rolle i hans liv. De er begge fra Mors, og mødte hinanden igen i Aarhus efter at have gået på forskellige skoler og deltaget i håndbold på divisionsniveau. I dag har de to børn sammen, og Rune fremhæver det faktum, at han ikke kunne undvære sin kone.
– Annette, min kone, er to år ældre end mig. Vi gik på samme skole i syvende, ottende og niende klasse. Hun var den smukke pige i niende klasse, som jeg bare ikke kunne stå for, men som jeg troede, jeg aldrig ville have en chance hos. Men vi fik lov til at kysse lidt på hinanden alligevel. Da hun gik på gymnasiet, og jeg gik på handelsskolen i Nykøbing, var vi ikke særlig meget sammen. Vi har begge spillet meget håndbold på divisionsniveau. Hun har endda spillet en Champions League-kamp for Ikast.
Der skal gå nogen år inden de to støder på hinanden igen, hvor hvad Rune beskriver som en dårlig film udspiller sig en aften i det Aarhusianske natteliv.
– Vi stødte på hinanden en fredag aften for snart 14 år siden, og det var ligesom en scene fra en dårlig amerikansk film, hvor tiden står stille. Der var Annette igen. Heldigvis, vil jeg sige, tænkte hun nogenlunde det samme, og nu er vi gift, bor i Ry og har to dejlige børn sammen. Hun er virkelig min fantastiske kone, som jeg ikke ville kunne undvære, uddyber han.
Selvom han er direktør for ADP, holder Rune en aktiv pendlerlivsstil sådan at familien kan bo hvor deres liv fungerer. Han starter dagen tidligt, kører fra Ry til trekantsområdet, og han bruger pendlingstiden effektivt til at tænke over sin dag og planlægge fremad. Rune arbejder også typisk i et par timer hver lørdag formiddag for at rydde op og forberede sig til den kommende uge.
– Det er et hektisk job at være direktør for ADP. Der er ikke mange vågne minutter i løbet af en dag, hvor det ikke er det, der fylder mest for mig, bemærker han.
Men det er netop denne hengivenhed, der driver ham og hjælper ham med at trives i sin stilling. Han elsker sit arbejde og det faktum, at han bidrager til den spændende verden af transport og logistik, og for ham er det mere end bare et job – det er en livsstil.
Rune er kendt for at være en hårdtarbejdende og engageret direktør, men hans perspektiv på livet og arbejdet er langt mere nuanceret end de stereotype opfattelser, der ofte klistres på dem i toppositioner.
– Der er et eller andet skørt med os, der arbejder med transport og logistik. Rejser og pendling er bare en del af pakken. I alle de år, jeg har arbejdet med det, har jeg enten skulle køre fra Aarhus eller Ry til trekantsområdet, til København eller være i Göteborg og Oslo. Jeg har altid haft det okay med det. Typisk for mig starter en dag ved, at jeg sætter mig ind i bilen senest kl. 06.45 om morgenen.
På havnen er driften allerede i fuld gang, så hans tid om morgenen bliver typisk brugt på at snakke med den del af butikken. Spørge til hvordan går det? Og om eftermiddagen, når han skal hjem, lægger han dagens opgaver ‘på plads’ så der er ro i hovedet.
– Jeg prøver altid at være hjemme i tide til at spise aftensmad med min kone og børn, senest kl. 18.00. Den time, jeg har til hjemturen, bliver faktisk brugt på ikke at snakke ret meget i telefonen. Måske ringer jeg til min lillebror, hvis det er længe siden vi har talt sammen, eller min mor og far. Men ellers bliver den brugt på at tænke lidt over dagen og de ting, vi har gang i, så når jeg kommer hjem, er jeg mere til stede, forklarer Rune Rasmussen.
Som far til to drenge og med sin partner Annette, har de skabt et liv ikke nødvendigvis i Fredericia, med stadig med stor tilknytning dertil. En by i transformation som Rune udlægger det, der er ved at forme fremtiden på flere fronter. For ham er det ikke bare om at gøre en forskel i erhvervslivet, men også om at være tilstede i familielivet.
– Når man tænker på fremtiden, ser jeg mig selv, Annette, og vores to drenge fortsætte vores liv i Ry, men vi kigger faktisk på sommerhus i Fredericia, hvor vi kan se vores børn vokse og blive til voksne mennesker. Som far, vil jeg sørge for at være til stede i deres liv, og ikke lade mit arbejde forhindre mig i at deltage i deres vigtige øjeblikke, siger Rune.
For ham, er balance nøglen. Han har dedikeret sit liv til sit arbejde, men det har aldrig stået i vejen for hans familieliv.
– Jeg tror, det handler om at finde balancen. Jeg har aldrig været en af dem, der tager en pause eller holder sabbatår. Jeg har arbejdet hele mit liv, og jeg planlægger at fortsætte så længe det ikke går ud over min familie. Annette er lige blevet 40 år, jeg er 38, og vi er forældre til de her to fantastiske drenge på 7 og 5 år. Jeg vil ikke være den karrieremand, der ikke er til stede i mine børns liv – der skal være plads til familien, uddyber han.
Fredericia, byen som for Rune er hans andet hjem, ser han på med stor glæde og et sted med enorme muligheder.
– Fredericia er ved at gennemgå en fantastisk transformation, og det er en rejse, som jeg er stolt over at være en del af. Byen er på en fantastisk rejse, ikke bare ADP, men hele byen. Vi har en forpligtelse over for Fredericia, og vi skal alle være med til at realisere byens potentiale. For hver måned, der går, bliver flere og flere opmærksomme på Fredericias muligheder. Vi lever i en usikker verden, men Fredericia vokser stille og roligt, udtaler han.
Han ser byen som et af de mest spændende steder i Danmark, især når det kommer til grøn omstilling, CO2, brintinfrastruktur, transport og logistik. Rune er dog bevidst om skeptikerne.
– Der er selvfølgelig altid skeptikere, som sætter spørgsmålstegn ved om det er det rigtige, vi gør. Men når man har det brede billede og den kontekst, som jeg har, er jeg overbevist om, at vi er på rette vej. Jeg tror, vi skal blive bedre til at kommunikere, hvor vi er, og hvor vi er på vej hen, siger han.
Han mener også, at det er vigtigt at anerkende og kompensere for Fredericias industrielle fortid.
– Fredericia har betalt en pris for at være den industriby, den er i dag, men jeg tror på, at vi kan skabe et nyt eventyr, hvor vi kan give noget tilbage til byen. Det er enormt motiverende at arbejde med, og jeg kan mærke, at mange mennesker i og omkring Fredericia deler den følelse. Som et slags nytårsforsæt, tror jeg, at vi alle sammen skal hjælpe hinanden med at kommunikere de perspektiver, der er, slutter han.
Rune D. Rasmussen er mere end blot CEO for ADP, han er en visionær, en dedikeret far og en passioneret leder, der ser lige så meget potentiale i byen som i sit arbejde. Med balance som sit mantra er han fast besluttet på at hjælpe Fredericia og ADP ind i en bæredygtig fremtid.