Sanne Døssing stråler. Hendes energi er næsten elektrisk, som når et stormvejr er ved at bryde ud, lidt som det massive regnskyl, der for nylig druknede Hjørring og DANAcup, verdens største internationale fodboldstævne for børn, hvor hun lige nu står med flere boder.

– Vi druknede fuldstædig i går, det var et kæmpe skyl i Hjørring, fortæller hun med et grin.

Sanne er grundlæggeren og drivkraften bag D*Event, opsummeret kunne man kalde det en begivenhedsorganisation, som har hjemme i Fredericia. Men hun kommer ikke oprindeligt fra byen. Hun voksede op i Kjellerup, mellem Viborg og Skanderborg, som den ældste af to piger i en lille familie. Da hun var 14, gik hendes forældre fra hinanden, og hun flyttede sammen med sin mor først til Ikast og senere til Sønderjylland.

Ved et tilfælde landede Sanne i Fredericia for 23 år siden. Efter at have boet i Herslev, Erritsø og Taulov, trådte hun for otte år siden indenfor voldene.

– Her er så dejligt, jeg mødte menneskerne i containernene nede på haven og der var jeg solgt, mindes hun med et smil om de første indtryk af byens sociale scene.

I 2016 begyndte hun sin eventyrlige rejse med D*Event. Hun havde en idé om at bringe flere folk ned på havnen, og Fredericia Shopping bakkede op omkring det.

– Der opstod hyttebyen, forklarer hun.

Ikke alle veje er lette at gå, og Sanne har haft sine udfordringer. Efter et liv i forskellige jobs og en tid som SoSu-assistent, ramte hun muren i 2011 med stress og depression. En psykolog rådede hende til at lære at trives i kaos, og det råd har fulgt hende lige siden.

– Jeg har aldrig rigtig kunne trives i 8-16 stillinger, indrømmer hun.

For et år siden dukkede de velkendte varselssignaler op igen. Dem hun gennem årene har lært at holde øje med. Men denne gang var hun forberedt. Sanne har længe haft en formodning om, at hun havde ADHD, og en læge bekræftede hendes mistanke:

– Du har buldrende ADHD, fortalte lægen mig. Men det har jeg jo levet med i 50 år, siger Sanne med et glimt i øjet.

For hun er ikke nogen, der lader sig slå ud. Med en ny forståelse for sig selv og sin hjerne samt en lille smule medicinsk hjælp, er hun blevet bedre til at håndtere sit ADHD.

– Nu i dag kan jeg meget bedre være i det. Min koncentration er blevet meget bedre, før har jeg hyperfokuseret på.

Hun er stadig Sanne. Den samme sprudlende, kreative sjæl, som nu leder tre virksomheder.

– Jeg ved ikke, hvor mange ansatte jeg har, siger hun med et smil. Det er klart, at hun drives af mere end blot tal og resultater.

Hendes baggrund som skilsmissebarn har været med til at forme hende.

– Min papfar tog os ind med det samme, vi var hans piger med det samme, siger hun med varme i stemmen.

Sanne har selv to biologiske børn og hendes eksmand har tre, sammen har de altså fem børn, og hun er ligeglad med, hvem der er biologisk relateret til hvem.

– Vi skal tage os af hinanden, jeg er ligeglad med hvem folk er, jeg vil vide hvad de består af, uddyber hun.

Det handler ikke handler om, hvor du kommer fra, men hvor du vælger at gå hen. Hun har fundet sin plads i Fredericia og gennem sit arbejde med D*Event, bringer hun sin passion for at samle folk og skabe unikke oplevelser til liv. Fredericia har taget hende ind, og hun føler en dyb taknemmelighed overfor byen og dens folk:

– Da jeg starter mit første firma, så ringer Ulrich Nicolaisen fra eventC og siger ‘hvis der er noget som helst, så sig til’, og Sanne er ikke i tvivl om, at hun har fundet sit hjem her.

Selvom mange folk kender hende for hendes utrættelige arbejde og den evige kærlighed til byen, bærer hun på en historie, der strækker sig langt ud over bygrænserne. Hendes opvækst og tidlige voksenår prægedes af omstillinger, flytninger og udfordringer. Men det er disse erfaringer, der har skabt grundlaget for hendes stærke fællekskabsånd, hendes nysgerrighed og det, der driver hende i dag.

– Hvis alle nu bare forstod at hvis vi hjalp hinanden og stod sammen, så sker der så meget fantastisk, jeg værdsætter det lokale samfund og samarbejde så utrolig meget. Når vi arrangerer banko og går en tur gennem byen, hvor butikkerne hurtigt bidrager med sponsorgaver. Eller i vores daglige drift, hvor lokale forretningfolk har stået klar med råd og hjælp fra dag 1, så bliver jeg så varm om hjertet, reflekterer hun.

Det er dog ikke kun på arbejdsfronten, at Sanne har mærket en forandring. Efter skilsmissen for 8 år siden, har hun lært værdien af at bede om hjælp uden at holde regnskab med gengældelsen.

– Hvis man bare rækker sine hænder ud, så står folk der med det samme, hvis man selv gider at være ligesådan, siger hun og understreger vigtigheden af dette mindset.

Selvom Sanne har oplevet succes, forsøger hun at forblive ydmyg.

– Folk griner af mig, når jeg kører rundt i min lille Fiat Panda, men det ikke handler om pengene. Det handler om at mine ansatte skal have succes og have ordentlig løn og om at give tilbage til folkene omkring mig og til byen. Det er altsammen vigtigere end at få en større bil, så længe jeg kan betale mine regninger og holde budgettet, så er det er det vigtigste, siger hun.

Døssing har to af sine piger med hende til DANAcup. Selvom kun én af dem biologisk er hendes, anser hun dem begge for sine døtre. Hun har et stærkt bånd med sin eksmand og hans nye hustru, og deres fælles fokus er på at give deres børn kærlighed og støtte.

– De unger her, de skal bare have hjælp og kærlighed, så vi er her alle for dem, det er der ingen der er døde af, griner hun.

Sanne er meget reflekteret over sin egen rejse og pointerer vigtigheden af at hjælpe andre.

– Dem som har hjulpet mig gennem mange af mine problemer med virksomheden har altid sagt; giv den hjælp du får videre til dem du møder, så har dansk erhvervsliv det bedre, siger hun, og tilføjer:

– Hvis man arbejdede lige så meget som de her ildsjæle vi har i byen de gør, så tror jeg de fleste måske kunne opnå det samme som de har.

Sanne Døssing lever for samarbejde, det dybe fællesskab, der findes i Fredericia og den værdi, der ligger i at dele og hjælpe hinanden. Hun forsøger at bevise at, med lidt hjælp, lidt kaos, og en masse kærlighed, kan vi bygge noget virkelig specielt sammen.

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her