KRIMI. Et skur i Prinsessegade i Fredericia fik uventet besøg af ubudne gæster i tidsrummet fra mandag aften til tirsdag morgen. Tyvene slap afsted med både elværktøj, sikkerhedssko, en barnevogn og bestik.
Politikommissær Hans Hoffensetz fra Sydøstjyllands Politi fortæller, at politiet modtog anmeldelsen tirsdag eftermiddag. Tyvene kom ind i skuret via en gårdhave.
»Der er nogen, der har været inde i en gårdhave i Prinsessegade, og så er man gået ind i et skur, hvor man har stjålet forskelligt elværktøj. Det er blandt andet en stiksav og to boremaskiner af mærket Makita med tilhørende batterier, samt nogle sikkerhedssko,« oplyser Hans Hoffensetz.
Tyvene nøjedes dog ikke med værktøjet. Fra skuret blev der også taget en barnevogn, bestik og en cykelhjelm. Om barnevognen er brugt til at fragte tyvekosterne væk i, ved politiet endnu ikke.
»Om de har puttet det hele i barnevognen og kørt afsted, det ved vi ikke, men en barnevogn er i hvert fald også blevet stjålet,« siger politikommissæren.
Politiet har endnu ikke fundet konkrete spor efter gerningsmændene, men Hans Hoffensetz opfordrer folk til at holde øjnene åbne.
»Hvis nogen har set en barnevogn med en helt masse ting i, så kunne det da være interessant at høre fra dem,« slutter han.
Har man oplysninger i sagen, kan man kontakte Sydøstjyllands Politi på telefon 114.
Alle oplysninger i denne artikel stammer fra Sydøstjyllands Politis pressebriefing onsdag morgen klokken 09.00.