SPORT. Når Fredericia Håndboldklub tirsdag aften løber på banen mod tyske TSV Hannover-Burgdorf, bliver det ikke kun spillerne, der sætter stemningen. Omkring 100 tyske fans har meldt deres ankomst til Fredericia Idrætscenter for at støtte deres hold – og skabe en international håndboldstemning i Fredericia.
»Der kommer omkring 85-100 fans fra Hannover. De har et rigtig aktivt fanmiljø, og flere af dem rejser sammen med klubben til kampene i European League,« fortæller Dorthe Runge, administrationschef i Fredericia HK.
De tyske fans ventes at bidrage til en livlig og intens atmosfære i hallen.
»Jeg tror, de kommer til at skabe en fantastisk stemning. Tyskere er kendt for at bakke deres hold op med sang, trommer og god energi. Det bliver fedt – og jeg tror, det giver noget ekstra til oplevelsen for alle i hallen,« siger Dorthe Runge.
Om fansene bliver i Fredericia eller rejser direkte hjem efter kampen, vides endnu ikke.
»Der er ikke nogen, der har kontaktet os i forhold til overnatning. Det er jo kun omkring fire og en halv times kørsel fra Hannover, så mange vælger sikkert bare at tage turen frem og tilbage, men mange gør nok også en tur ud af det og bruger vores dejlige by« fortæller hun.
Kampen mod TSV Hannover-Burgdorf bliver endnu en test for FHK, der får international modstand på hjemmebane – og som samtidig kan se frem til en sjælden håndboldaften med både danske og tyske fans på tribunerne.
»Det bliver stort. Det er altid noget særligt, når vi får besøg udefra. Det giver kampene en helt anden puls,« siger Dorthe Runge.