DØGNRAPPORT. Sydøstjyllands Politi har haft to markante hændelser det seneste døgn. Det oplyser vagtchef Thomas Kjær søndag formiddag den 12. oktober.
Lørdag morgen klokken 08.51 fik politiet en anmeldelse om et færdselsuheld på Østjyske Motorvej i nordgående retning mod Aarhus.
»Der er tale om en tysk indregistreret bil, som af ukendte årsager ramte midterrabatten og væltede over autoværnet. Bilen endte med at holde i sydlig retning,« fortæller vagtchef Thomas Kjær.
Ambulancer og politi blev sendt til stedet, men ingen personer kom til skade.
»Der har hele tiden været passage for trafikken, men uheldet skabte en del kø. Bilen er nu ved at blive fjernet fra stedet,« siger Thomas Kjær.
Lørdag klokken 16.33 – modtog politiet en anmeldelse om brand i Bredballe.
»Der var tale om ildspåsættelse i et toilet i Hældagerhallen. Der skete sodskader på stedet, og vi har indhentet videoovervågning for at klarlægge hændelsesforløbet,« siger vagtchefen.
Politiet opfordrer borgere, der har set noget mistænkeligt omkring hallen lørdag eftermiddag, til at kontakte dem på telefon 114.