SPORT. Efter fire sejre i træk og en imponerende 5-1-sejr over oprykningsrivalerne fra AC Horsens er optimismen begyndt at brede sig i og omkring Monjasa Park i Fredericia. Og nu får den fornyede tro på en historisk oprykning opbakning fra én af dansk fodbolds mest erfarne stemmer: TV 2 SPORTs fodboldekspert Morten Bruun.

I en ny klumme hos TV 2 SPORT skriver Bruun blandt andet, at FC Fredericia aldrig har været tættere på Superligaen. Efter opgøret mod Horsens, som han overværede på stadion, er han ikke i tvivl:

»Ja, ja. Det kan godt være, at vejen stadig er lang. Men den har aldrig været kortere,« lyder det fra Morten Bruun, der også bemærker, hvordan klubben har udviklet sig spillemæssigt og taktisk under træner Michael Hansen.

Fredericia ligger aktuelt nummer to i NordicBet Ligaen, seks point foran AC Horsens, og med en markant bedre målscore. Samtidig resterer der blot syv spillerunder.

Bruun hylder både klubbens ledelse, den stabile trup og ikke mindst den sportslige linje, der har været fastholdt over tid. Han fremhæver det som bemærkelsesværdigt, at klubben valgte at fastholde Michael Hansen som træner, selv da holdet var tæt på nedrykning for to år siden. Det valg ser nu ud til at betale sig.

Han peger især på præstationerne mod Horsens som et vendepunkt, hvor Fredericia både teknisk og taktisk var overlegne, og flere spillere viste niveau langt over rækkens gennemsnit. Blandt andre Gustav Marcussen, som i følge Bruun i glimt lignede Lionel Messi, og Frederik Rieper, som han roser for sit stabile og stærke spil i midterforsvaret.

Klubbens mangeårige tilstedeværelse i 1. division og det hårde slid bag kulisserne får også ord med på vejen. Bruun skriver om »de fire mænd på hovedtribunen«, som i årtier har båret FC Fredericia frem – heriblandt direktør Stig Pedersen og formand Morten Rahbek.

Og måske vigtigst af alt: Morten Bruun tror på det. På Superliga-drømmen. På, at det kan lykkes. Ikke som et fjernt håb – men som noget, der er ved at blive virkelighed:

»Jeg har da aldrig drømt om at skulle kommentere FC Fredericia i virkeligheden. Det kan ske, før jeg aner det.«

0 0 stemmer
Bedømmelse
Følg kommentarer
Notifikation på
guest
0 Kommentarer
Ældste
Nyeste Flest stemmer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer