POLITIK. Fredericia har haft tre socialdemokratiske borgmestre på to valgperioder, hvoraf to forlod posten før tid. Det er et tema, der naturligt rejser spørgsmål om stabilitet – også blandt vælgerne. Men for byrådsmedlem og mangeårige socialdemokrat Turan Savas er svaret enkelt: Politik handler om mennesker, og mennesker kan ikke love fire år frem i tiden.
Turan Savas har fået Ridderkorset for sit mange årige virke i lokalpolitik. Flere end de afgåede borgmestre, men han mener ikke, at der er grund til at tale om emnet igen.
»Behøver man virkelig forklare vælgerne det her? Vælgerne ved jo godt, hvad der er sket. Alle ved jo, hvorfor Jacob stoppede, hvorfor Steen overtog, og også hvorfor Sten stoppede, hvor Christian overtog. Det er jo ikke nogen hemmelighed,« siger Turan Savas indledningsvis, da han bliver spurgt de mange borgmesterskift i Socialdemokratiet Fredericia.
Savas, der har siddet flere valgperioder i Fredericia Byråd, mener, at partiet har håndteret de skift loyalt og internt – uden at bryde med vælgernes tillid.
»Det, der er sket i Fredericia, er, at Socialdemokratiet har skiftet personer, men ikke politik. Alle borgmestrene har været socialdemokrater, og de er valgt indefra. Vi har ikke hentet folk udefra eller skiftet partifarve, som man ser andre steder. Det har været partiets egne, som har ført stafetten videre,« siger han.
Han understreger, at de tidligere borgmestre ikke gik af af politiske årsager, men af personlige grunde.
»Jacob Bjerregaard stoppede af personlige årsager. Og Steen måtte også trække sig af personlige årsager. Hvis man går ind og hører hans afskedstale, kan man tydeligt høre det. Det er menneskeligt, og det må vi have respekt for,« siger han.
På spørgsmålet om, hvorvidt det er rimeligt, at vælgerne stemmer på én borgmester og får en anden midt i perioden, svarer han med et skuldertræk og en realitet.
»Der kan ske mange ting i livet. Det ville være utopisk at give en fireårig garanti på, at et menneske kan blive siddende. Jeg ved heller ikke, om jeg vågner i morgen. Vi er jo ikke maskiner,« siger han.
Han afviser, at tilliden til Socialdemokratiet skulle have lidt et knæk efter de to skift.
»Jeg tror ikke, vælgerne har mistet tillid. De fleste kan godt forstå, at der kan opstå personlige situationer i livet, hvor man er nødt til at sige stop. Det sker i politik, og det sker i erhvervslivet. Vi kan ikke tvinge nogen til at blive i et job, de ikke længere kan eller vil bestride,« siger han.
Til gengæld mener han, at partiet har taget ved lære – og nu står stærkt med borgmester Christian Bro.
»Vi er sikre på, at den person, vi har valgt som borgmester, er den rette. Og vi tror på, at han fuldfører sin periode. Det er der ingen tvivl om. Men at love garantier – det tror jeg ikke, nogen mennesker kan,« siger Turan Savas.
Han stiller selv et modspørgsmål til dem, der taler om usikkerhed.
»Jeg forstår simpelthen ikke den usikkerhed. Hvor kommer den fra? Jeg har ikke hørt nogen borgere stille os det spørgsmål. Jeg møder ingen, der siger, de ikke har tillid. Jeg er helt sikker på, at Christian bliver siddende de næste fire år,« siger han.
Efter mere end et årti i lokalpolitik er Turan Savas vant til, at perioder skifter, og mennesker gør det samme. Men for ham er den røde tråd i politik stadig den samme.
»Det vigtigste er, at vi står ved vores værdier og vores ansvar. Fredericia skal have stabilitet – men stabilitet handler ikke om, at folk aldrig må skifte job. Det handler om, at partiet står fast og leverer resultater for borgerne. Det gør vi,« siger han.
Læs også













