Der var tunge beats til de unge på en solskinsdag, som endte med kulde og fællessang.
Det var startskuddet på det, der samler generationer med musik, festival og efterskolestemning. Programmet er, som altid, tætpakket på Jelling Festival, og jeg udvalgte nogle koncerter, som jeg ville opleve, forstå og se efter i sømmene. Dagen startede ud med højsol, de fleste efterskoleelever stod næsten i kø for at lade ungdommens kådhed få frit løb.
Mens det voksne publikum var klædt på til majvejr, så var ungdommen letpåklædte og klar til fest.
Første koncert, jeg tog billeder af, var Benjamin Hav og Familien, som fyldte Store Scene ud klokken 19.55, med en veloplagt Anders Breinholt som konferencier. Som et ægte 70er tapet var scenen dekoreret i brune nuancer. Benjamin Hav og Familien kom ind på rad og række og viste en stor musikalitet fra første sekund.
Med et disciplineret og strømlinet koncept gik der ikke mange sekunder, før Benjamin havde Jelling med sig og kunne begynde hans stjernerække af hits og sproglige finurligheder. Det virkede som en legestue, de velkendte numre blev – undskyld udtrykket – “voksenficeret”, så lydtapetet havde en mere bred affyringsrampe.
Lyden var desværre til tider blæst ud til siderne, som det ofte kan være på Store Scene, hvor vinden altid pisker sidelæns på den store plads. For mig var Benjamin Hav og Familiens første festivaljob en stor musikalsk oplevelse, men hvor ville jeg gerne se samme show på en mindre scene eller i et telt.
Oppe foran havde de helt unge en fest, men den skulle vise sig senere at blive helt forløst med et af de nye navne på den danske musikscene, den urbane kunstner Lamin.
Teltscenen 21.15: Lamin
Med teenagere i huset kan man ikke undgå at støde på navnet Lamin, men hvad kan sådan en festivaldebutant, når man bliver kastet for løverne på festivalens første dag. Jeg ankommer et kvarter før koncertstart til “graven”, som man kalder det mellem publikum og scenen. Alle vagter og samaritter er allerede godt i gang med at hjælpe unge over hegnet, så de kan få en pause. Sikkerhedschefen smiler, der er kontrol over situationen. Det er efterskolernes og de unges fest. Teltet er proppet til bristepunktet, kødranden af mennesker fortsætter langt ud på pladsen. Der synges, råbes, og hele teltet er fyldt med forventning.
Djén står og fyrer nogle små bassdrum-lyde af, og teltet går amok. Kort tid efter kommer Lamin, og teltet eksploderer i eufori. Sjældent har jeg set en så sikker debutant, der fra første sekund leverer varen som en erfaren superstar. Hans vokal er lige i skabet, og hans udstråling og charme vidner om en ny dansk superstjerne.
I løbet af koncerten bliver mange unge hjulpet over hegnet til en pause fra mennesketrykket, og på professionel vis sørger vagter og samaritter for de unges sikkerhed.
Selvom jeg er oppe i årene, smitter musikken og stemningen; jeg forstår godt, at de unge elsker Lamin.
Sidste koncert, jeg har fokus på, er Nik og Jay på Store Scene. Det er blevet mørkt og usædvanligt koldt igen. Det er nu, man kan se det store impact, de to efterhånden granvoksne mandfolk har skabt gennem deres karriere. Her er de unge, de unge voksne og forældrene til fest. Der synges med fra start, og selvom teksterne kan virke lidt kitsch mange år efter debuten, er folk immune; der er gang i den fra start.
Det er en endeløs stribe af hits, der fyres af en efter en, og som hjælp til publikum er der ofte tekster på storskærmen. Det hjælper Nik og Jay gennem deres engelsksprogede numre, som aldrig blev samme succes som deres danske landeplager.
Det blev for mig slutningen på en Tung Torsdag, tung fordi Lamin leverede tunge beats og følsom lyrik, der nåede ind i hjertet på en voksen mand som mig.
Fortsat god festival – pas på hinanden derude.
