UDDANNELSE. Momsregler, virksomhedsformer og forretningsstrategi. Det lyder som emner på handelsskolen, men er nu blevet en integreret del af tømreruddannelsen på EUC Lillebælt i Fredericia. Uddannelsen har indledt et samarbejde med Sparekassen Kronjylland i Kolding, der hjælper med at klæde de kommende tømrere på til et eventuelt liv som selvstændige – og det er eleverne glade for.
»Det giver os nogle gode redskaber til et liv som selvstændige og samtidig en større forståelse for vores læresteds forretning,« siger Anders Schjødt, der er 28 år og tømrerlærling hos Tømrermester Jan Kristensen i Børkop.

Frustration over manglende forretningsforståelse
Cirka en tredjedel af eleverne på tømreruddannelsen ender som selvstændige på et tidspunkt i deres arbejdsliv. Anders Schjødt kan også sagtens forestille sig at gå den vej, og føler sig nu bedre klædt på.
»Vi har for eksempel fået indsigt i de forskellige virksomhedsformer, så vi kan vurdere, om vi skal starte med en enkeltmandsvirksomhed eller et ApS,« siger han.
Det er også en gevinst for elevernes læresteder, at de unge får en større forståelse for at drive forretning. Det fortæller tømrermester Daniel Lynggaard, medejer af virksomheden Lynggaard & Bødker. Han har haft adskillige lærlinge igennem forløbet.
»Vi har tidligere været frustrerede over, at lærlingene mangler en forståelse for, hvilke udgifter der er i en virksomhed. Nu kommer de tilbage med en større forståelse for forretningen og en større ansvarlighed,« siger han.

Kloge hænder og kloge hoveder
Det er John Bruun Lyng, uddannelsesleder på tømreruddannelsen på EUC Lillebælt, der har inviteret pengeinstituttet indenfor. Han forklarer, at undervisningen får mere vægt, når det er bankfolk, der underviser i livet som selvstændig – og at målet er at klæde eleverne bedst muligt på til den fremtid, der venter.
»Vi skal have dygtigere håndværkere, der kan bruge både hovedet og hænderne,« siger han og fortsætter:
– Vi vil sikre, at de står stærkt både i medgang og modgang, for byggebranchen byder ofte på udfordringer. Det er vigtigt, at de ved, hvordan man driver en forretning bæredygtigt og ansvarligt,« siger han.

Hos Sparekassen Kronjylland er man glade for at bidrage til den lokale udvikling ved at uddanne fremtidens erhvervsdrivende. Det fortæller senior erhvervsrådgiver Peter Bruun Olsen, der har været med på samtlige forløb med tømrereleverne.
»Kan vi klæde dem godt på og give dem en større forståelse for blandt andet forretningsmodeller og forretningsstrategi, er der større sandsynlighed for, at de lykkes. Samtidig er de bedre forberedt på en fremtidig dialog med deres finansielle samarbejdspartner. Det er ikke kun godt for dem, men også godt for lokalområdet og for samfundet som helhed – og selvfølgelig også godt for os som Sparekasse,« siger han.