To fremstilles i grundlovsforhør efter hjemmerøveri

112. To af de seks mænd, der blev anholdt i sagen om hjemmerøveriet på Frantz Hansens Allé i Fredericia, bliver i dag stillet for en dommer i grundlovsforhør ved Retten i Kolding. De to er 18 og 28 år.
De er sigtet for at have begået hjemmerøveriet mandag den 19. oktober. Anklagemyndigheden venter at bede om dørlukning, så offentligheden ikke kan følge med i retsmødet.
Sydøstjyllands Politi anholdt tirsdag seks mænd mellem 18 og 38 år, som alle er sigtet for at have spillet en rolle i røveriet. Politiet har ikke oplyst, hvad der sker med de øvrige fire.
Politiet fik anmeldelsen om hjemmerøveriet mandag morgen, og samme dag var der en stor afspærring i området, mens politiet undersøgte gerningsstedet.
Alle oplysninger i denne artikel stammer fra Anklagemyndigheden ved Sydøstjyllands Politi den 21.10.


