KV25. To mænd med rødder i erhvervslivet træder nu ind på den politiske scene i Fredericia. Jan Riisager og Søren Andersen har tilbragt deres liv med at lede virksomheder, styre økonomier og skabe resultater. Nu vil de bruge deres erfaringer til at løfte kommunen ind i en ny fase, hvor samarbejde, faglighed og pragmatik står over personfnidder og kortsigtede løsninger.
»Jeg har været selvstændig i 25 år, drevet en betonvarefabrik her i byen og forsøgt at udvikle den til en nicheproducerende virksomhed. Det har krævet, at vi også kan tage nogle mennesker ind, der har lidt kant. Det kulminerede, da jeg fik CSR-prisen i Fredericia i 2024. Nu er jeg blevet spurgt, om jeg vil stille op for Venstre, og jeg kan mærke, at jeg har en masse erhvervserfaring, jeg gerne vil dele,« siger Jan Riisager.
Ved hans side står Søren Andersen. Han har haft direktørposter i både Danske Bank, Spar Nord og Middelfart Sparekasse i Middelfart, og er i dag aktiv i bestyrelserne for både IBC og Fredericia Eliteidræt. Han har et klart budskab om, hvad han bringer med sig.
»Jeg har været 37 år i den finansielle sektor, og i ti år direktør for Danske Bank her i byen. Jeg ved, hvad det betyder, når tingene spiller. Og jeg ved også, hvad det koster, når de ikke gør. Politik kan vinde meget ved at have faglig indsigt og enighed. Jeg har oplevet, når byrådet arbejder sammen, og det kaster bare en masse positivt af sig lokalt.«
Erhvervslivets sprog ind i byrådssalen
De to kandidater deler en oplevelse af, at byrådet mangler folk, der har haft hænderne på kogepladen i erhvervslivet. Hvor virksomheder hver dag vurderer investeringer, konsekvenser og muligheder, ser de, at politiske beslutninger alt for ofte træffes på et spinkelt grundlag.
»Jeg synes, det er ærgerligt, at man ikke har mere erhvervserfaring i byrådet. Det giver en anden tilgang til, hvordan man håndterer penge og ressourcer. Det er jo ikke kun ja eller nej, der er ofte flere lag. Men hvis man tager beslutninger på et uoplyst grundlag, så rammer det både borgerne og virksomhederne,« siger Jan Riisager.
Søren Andersen supplerer med en mere direkte kritik.
»Man kan undre sig over, hvad der nogle gange udspiller sig i en 21-mandsgruppe, hvor der administreres så mange penge. Jeg går meget op i at sætte mig voldsomt ind i, hvad konsekvenserne er, hvis man tager en forkert beslutning. Det handler om at skabe bæredygtige løsninger, og bæredygtigt behøver ikke kun være grønt. Det er det lange seje træk, hvor flest muligt får gavn af beslutningerne.«
En konkret debat, hvor deres pragmatiske tilgang træder frem, er spørgsmålet om solcelleanlæg. Begge anerkender behovet for grøn strøm, men de afviser tanken om at plastre de åbne landskaber til.
»Jeg forstår ikke, at man skal ødelægge smuk natur med solceller, når vi har store bygninger og arealer langs motorveje, hvor det vil genere langt færre. Jeg synes, vi skylder at finde smartere løsninger,« siger Jan Risager.
Søren Andersen er enig.
»Hvis man kører til Tyskland, kan man se, hvordan de bruger arealer langs motorveje og jernbaner. Det er ikke kønt, men det er bedre end at placere dem midt i et landskab, hvor folk bor og lever. Jeg synes, man skal stå ved sine beslutninger, også i byrådet. Hvis man siger ja, så skal man ikke bagefter rive aftaler i stykker. En aftale er en aftale.«
Det mest markante hos de to kandidater er deres betoning af samarbejde. De insisterer på, at løsningerne i Fredericia kræver konsensus og respekt.
»Jeg har oplevet perioder med konsensus i byrådet, og det gør en verden til forskel for investeringslysten og erhvervslivet. Hvis man udadtil viser enighed, så er det langt lettere at skabe vækst og tryghed. Og vi to er enige om 80-85 procent, og resten finder vi ud af over en kop kaffe,« siger Søren Andersen.
Jan Riisager nikker og peger på, at personfnidder og mundhuggeri er ødelæggende.
»Vi er for gamle til det der personhuggeri. Vi ved, hvad der virker i erhvervslivet, og det burde også kunne virke i en kommune med så stort et budget. Jeg synes, man skal stå ved sine holdninger og træffe beslutninger på et ordentligt grundlag, ikke fordi man skal please nogen. Det handler om respekt, også for borgerne.«
Tillid frem for kontrol
Begge kandidater er kritiske over for det, de kalder en alt for rigid dokumentationskultur i kommunen, særligt på ældreområdet.
»Det er ikke afgørende, om Hr. Pedersen får en panodil klokken 12.32, det afgørende er relationen mellem personale og borger. Hvis man drukner alt i papir, så mister man det menneskelige,« siger Jan Riisager.
Søren Andersen lægger vægt på, at tillid er kernen i både politik og ledelse.
»Tillid er båndet mellem mennesker. Det gælder i virksomheder, i sport og i politik. Hvis jeg beder Jan om en opgave, så ved jeg, at han gør sit yderste. Det er den tilgang, vi vil tage med ind i byrådet. Vi skal lytte mere til fagfolk og give plads til glæden ved arbejdet, ikke kun begrænsninger.«
Når de to kandidater taler om deres ambitioner, vender de ofte tilbage til ord som åbenhed, faglighed og pragmatisme. Begge understreger, at de ikke går ind i politik for titler eller personlige gevinster.
»Jeg har et stort netværk gennem erhvervslivet og idrætten, og jeg ved, hvordan man får ting til at ske. Jeg vil bruge det netværk til at aktivere kontakter og skabe resultater for Fredericia. Jeg er visionær og kører med langt lys, men altid med respekt for andre mennesker,« siger Søren Andersen. Jan Riisager formulerer det mere jordnært.
»Jeg vil gerne være med til at integrere flere mennesker i arbejdslivet. To timer er bedre end ingen timer. Jeg har selv erfaring med at ansætte folk, der er kommet lidt skævt i gang, og jeg ved, hvad det kræver. Det gælder også seniorer, der gerne vil bidrage. Vi skal have alle med.«
Til sidst er der en pointe, de ikke slipper. Det handler om, at politik skal bygge på samarbejde og respekt.
»Vi skal have diversitet i byrådet og folk, der har haft hænderne på kogepladen. Vi slipper aldrig de hænder, for hvis vi gør, så kommer der huller, og så begynder lavinen at rulle. Vi vil gerne være garant for, at samarbejdet fungerer,« siger Jan Riisager.
Søren Andersen afrunder.
»Det handler om at finde de 80-85 procent, hvor vi er enige, og så stå på mål for det sammen. Resten kan vi sagtens tale om. Vi skal væk fra personopgør og mundhuggeri. Vi vil noget godt for byen, og vi vil vise, at samarbejde er muligt.«
