Der stod en forælder i byrådssalen mandag aften. En forælder, der har set sit barn blive fanget i et system, hvor fejl, forsinkelser og kolde paragraffer har erstattet menneskelighed. En forælder, der forsøgte at få sin stemme igennem, men som blev mødt med ordene:
“Nu skal du tie stille, ikke også?”
Ordene kom fra Bente Ankersen, formand for Børn- og Ungeudvalget i Fredericia. Og de siger alt om, hvordan familieområdet i denne kommune er kørt af sporet.
Et forsvar for systemet – ikke for børnene
Når formanden vælger at bruge sin taletid på at forsvare systemet mod borgerne i stedet for at beskytte borgerne mod systemet, så har man mistet forbindelsen til det ansvar, man er valgt til at bære.
Jeg har arbejdet 15 år i frontlinjen med sårbare familier, børn og afhængighed. Jeg har set, hvordan kommunale fejl ødelægger liv og hvor magtesløse forældre føler sig, når deres råb om hjælp bliver mødt med tavshed eller standardbreve.
At høre Ankersen rose sagsbehandlerne for deres madpakker og hævde, at “hver krone bliver brugt dér, hvor den skal”, er ikke bare tonedøvt, det er respektløst over for de familier, der står med knuste børn og knuste liv.
Forældre råber ikke op, fordi de vil hænge nogen ud. De råber op, fordi systemet ikke lytter, før nogen råber.
Lav debatkultur? Nej – lav moral
Ankersen taler om en “lav debatkultur”. Hun siger, tonen er for hård, og at medarbejdere bliver hængt ud.
Men det er ikke borgerne, der trækker debatten ned. Det er politikerne, der gør den hul.
For der er intet lavere end at tysse på de borgere, man burde stå på mål for.
Når man som folkevalgt hæver stemmen mod en forælder i desperation, har man mistet sin moralske autoritet. Demokrati handler ikke om, at borgerne skal tie, men at magten skal kunne tåle modstand.
Madpakker løser intet
“Jeg har set, de har madpakke med,” sagde Ankersen.
Det er et forsvar, der ville være komisk, hvis ikke det var så tragisk.
Madpakker dokumenterer ikke faglighed. De redder ikke børn, og de gør ikke en skæv kultur i Familieafdelingen mindre alvorlig.
Når man bruger frokostvaner som bevis på ansvarlighed, afslører man blot, at man ikke forstår alvoren. Problemet er ikke, hvad medarbejderne spiser – det er, hvad de sluger: et system, hvor fejl skjules, kritik ties ihjel, og loyalitet vægtes højere end læring.
Når børn bliver et bilag
Jeg har mødt familier, hvor kommunen handlede for sent, ignorerede advarsler og svigtede børn. Det er virkelighed – ikke en “lav debatkultur”.
Og nej, langt de fleste medarbejdere er ikke onde. De er bare fanget i et system, der beskytter sig selv bedre, end det beskytter børnene.
Når kritik mødes med bortforklaringer, og borgere gøres til fjender, dør tilliden. Og uden tillid dør velfærden.
Tavshedens politik
Det vi så i byrådssalen, var ikke bare en formand i affekt. Det var et billede på en kommune, der har vænnet sig til tavshed som svar.
Fredericia har ikke brug for flere forsvarstaler.
Vi har brug for ydmyghed. For reformer. For politikere, der tør indrømme fejl og rette dem, ikke tie dem ihjel.
Så ja, tonen er hård. Men tonen er ikke problemet – det er virkeligheden.
Når formanden for børneområdet tysser på forældre, så taler vi ikke længere om debatkultur.
Så taler vi om et demokratisk og menneskeligt forfald.
Fredericia fortjener politikere, der tør se virkeligheden i øjnene – også når den er grim.
For tavsheden beskytter kun én side.
Og det er sjældent den med børnene.
