SPORT. AC Horsens har netop offentliggjort, at den tidligere Vejle- og Fredericia-spiller Kristian Kirkegaard fremover skal tørne ud for ”de gule” på Langmarksvej. Den 27-årige offensive profil har underskrevet en kontrakt, der gælder frem til sommeren 2027, og tilgangen understreger Horsens-klubbens store ambitioner om oprykning til 3F Superligaen allerede næste sommer.
Kristian Kirkegaard, der tidligere har begejstret fodboldfans i både Vejle Boldklub og FC Fredericia med sine offensive kvaliteter, glæder sig til den nye udfordring:
»Jeg har haft gode samtaler med Esben Hansen og David Nielsen. De har præsenteret mig for et sportsligt projekt, der er meget interessant, og jeg glæder mig især til at spille under David Nielsen,« siger Kirkegaard.
Cheftræner David Nielsen lægger heller ikke skjul på, at han har store forventninger til den tidligere FC Fredericia- og VB-profil:
»Kristian har været en klar førsteprioritet for os. Han passer perfekt ind i måden, vi spiller på. Vi har søgt en dansk spiller med gode værdier, et teknisk højt niveau og et godt blik for spillet, og det får vi i Kristian,« udtaler David Nielsen.
Kristian Kirkegaard trækker første gang i træningstrøjen mandag den 16. juni, når AC Horsens indleder opstarten til den kommende sæson.