TRAFIK. Mandag morgen skal rejsende på strækningen mellem Fredericia og Aarhus H ruste sig med ekstra tålmodighed. Banedanmark oplever nemlig tekniske problemer med en køreledning, hvilket betyder færre tog og længere rejsetider mellem de to stationer. Det oplyser DSB på det sociale medie X (tidligere Twitter) tidligt mandag morgen.
Konkret er der tale om regionale tog, som i øjeblikket ikke kan køre normalt på strækningen mellem Fredericia og Aarhus. Problemerne påvirker også togtrafikken på delstrækningerne Fredericia–Brejning–Børkop–Vejle samt Fredericia–Hedensted–Aarhus.
På DSB’s hjemmeside fremgår det, at passagerer skal forvente færre togafgange og forlænget rejsetid mandag morgen.
Problemet blev første gang meldt ud klokken 05.58, og seneste opdatering er klokken 06.24 mandag morgen.
DSB henviser rejsende til løbende at holde øje med situationen via DSB’s egen trafikinformation på nettet, hvor man kan finde mere præcise oplysninger om, hvordan problemerne påvirker de enkelte afgange.