70 procent af de kommende års bilkøbere forventer at vælge en elbil. Herskende myter om, at elbiler ikke har brug for service, får nu alarmklokkerne til at ringe hos Taulov Autoværksted.

Ovenpå et rekordhøjt elbilsalg i 2023 viser en ny undersøgelse fra Bilbasen, Elbilkøberne 2024, at 70 procent af de danskere, der forventer at købe en bil inden udgangen af 2025, regner med at vælge en elbil.

– Vi kan nu se, at langt størstedelen af forbrugerne har besluttet sig for en elbil inden for en overskuelig fremtid. Vi ser også, at der nu for alvor også er begyndt at blive handlet en del brugte elbiler, hvor det for relativt kort tid siden primært var nye eller næsten nye, siger Jan Lang, der er markedsanalytiker på Bilbasen.

Selvom det generelt er en positiv udvikling, at der i de kommende år kommer markant flere elbiler på vejene, fravælger mange elbilejere regelmæssig service af bilen. Det får Lasse Pedersen, der er indehaver hos Taulov Autoværksted, der er medlem af AutoPartner og en del af Det grønne e, til at råbe vagt i gevær. Ifølge ham har mange elbilejere nemlig en opfattelse af, at elbiler ikke skal vedligeholdes i samme grad som benzin- og dieselbiler, og derfor skipper mange den regelmæssige service.

– Vi ser ofte elbiler, som ikke er blevet regelmæssigt vedligeholdt, og det kan komme til at udgøre en sikkerhedsrisiko. For eksempel har bremserne jo stadig brug for at blive renset, og med flere elbiler, som ofte vejer over to tons, på vejen, er det vigtigt med regelmæssig service, siger Lasse Pedersen.

Elbilkøberne 2024 viser også, at det er den grundlæggende opfattelse hos 84 procent af de adspurgte, at en elbil er billigst at eje på sigt. For at det skal holde stik, er regelmæssig service ifølge Lasse Pedersen dog nødvendig.

– Det er lige så vigtigt at vedligeholde en elbil som en benzin- eller dieselbil. Ellers kan det hurtigt blive en dyr affære, siger Lasse Pedersen.