Urbania Street Food og Café MUMS er klar til at afholde Fredericias største Tartelet Festival, med live band, kolde fadøl, og selvfølgelig masser af tarteletter.
Med en samlet mængde af 2.500 spiste tarteletter sidste år, kan man sige med sikkerhed, at de blev godt modtaget af festivalens gæster. De blev nydt som klassisk høns i asparges, lavet som bedstemor ville. Opskriften er blevet testet, godkendt, og er klar til brug, når vi når til fredag den 28. og lørdag den 29. april 2023 i et stort festivaltelt på J.B. Nielsens Plads, skriver arrangøren i en pressemeddelelse.
RockAbout Madsen klar med det bedste af Johnny Madsen
Fredagens program byder bl.a. på en solid omgang rock med RockAbout Madsen, som er et dedikeret koncertorkester, der binder Johnny Madsens musikalske virke sammen som en totaloplevelse af musik og sjove anekdoter.
– I år er vi gået efter at give gæsterne en lille ekstra oplevelse, når de kommer for at spise spandevis af tarteletter. Vi synes at et band som RockAbout Madsen passer super godt ind i vores koncept her, siger Brian Løkkegaard, medejer af Urbania Street Food.
Spisekonkurrence for de stærke maver
Er man typen, der aldrig kan få nok af tarteletter, så vil lørdagens spisekonkurrence være en oplagt mulighed for at se, hvor ens grænser går. Hvis man er den person, der kan få spist flest tarteletter på 10 minutter, går man ikke tomhændet hjem. Sidste års vinder kunne tage hjem og mætte sin mave med et gavekort på hele 5.000 kr. til thansen. Arrangørerne har igen i år en flot præmie på spil, hvad den er, siger de intet om endnu.
Tartelet Festival 2023 byder på et par dage fyldt med god stemning, musik og underholdning – og ja, tarteletter. Billetterne kan købes på Urbania Street Foods hjemmeside.