Lørdag den 2. maj får besøgende i Fredericia mulighed for at komme på vandet med et stykke levende danmarkshistorie. Den tremastede skonnert Fulton af Marstal lægger fra ved Fredericia Gammel Havn og tilbyder sejlture af en times varighed.
Fulton fejrede sidste år sit 110-års jubilæum. Skibet blev oprindeligt bygget til at fragte klipfisk fra Newfoundland til Middelhavet og sejlede frem til 1969 med forskellige former for gods.
I 1970 blev skonnerten doneret til Nationalmuseet og fik nyt liv som ungdoms- og museumsskib. I dag sejler Fulton blandt andet med lejrskoleklasser og andre ungdomsgrupper, hvor de unge deltager i det praktiske arbejde ombord. Det kan være alt fra sejlsætning og ankeroptagning til madlavning og rengøring.

Sideløbende er en gruppe unge i sårbare positioner tilknyttet skibet under navnet Esbjerg Matroser. Her arbejder de side om side med besætningen i dagligdagen ombord.
Når Fulton gæster Fredericia den 2. maj, bliver der sejlet fem ture i løbet af dagen. Hver tur varer en time, og der er et begrænset antal billetter til hver afgang. Skibet kommer til byen i forbindelse med Boat Show Denmark.
Undervejs får deltagerne mulighed for at opleve det traditionelle sømandskab på nært hold og nyde udsigten over farvandet ud for Fredericia.



















Log ind
Kommentar