Politiet opfordrer sammen med de øvrige beredskaber borgerne til at udvise ekstra agtpågivenhed, hvis man planlægger at bevæge sig ud i trafikken fredag. Årsagen er, at DMI varsler risiko for sne og kraftig snefygning fra fredag morgen klokken 06.00 og frem til lørdag middag.

Ifølge de aktuelle vejrprognoser kan vintervejret ramme fremkommeligheden på vejene i både Fyns, Syd- og Sønderjyllands samt Sydøstjyllands politikredse. Snefygning kan betyde, at veje pludseligt bliver ufremkommelige eller må lukkes.

»Vi beder om, at man tænker sig om en ekstra gang og forbereder sig, hvis man skal ud i trafikken fredag. Selvom det måske ikke sner lige der, hvor man befinder sig, er det en god idé at tjekke vejr- og trafiksituationen der, hvor man skal hen – og også hvordan vejret ser ud, når man skal retur,« siger politiinspektør Christian Rasmussen fra Fyns Politi.

Han understreger, at man kan risikere, at veje bliver lukket som følge af snefygning, også selvom forholdene virker acceptable ved afrejse.

Den lokale beredskabsstab har i samarbejde med andre myndigheder forberedt indsatsen de seneste dage og mødes tidligt fredag morgen for at følge udviklingen tæt.

»Sammen med de øvrige relevante myndigheder følger vi situationen og melder løbende ud, hvis vejrprognoserne ændrer sig og giver anledning til yderligere lokale anbefalinger. Vi opfordrer alle til at bruge fornuften og følge rådene om forberedelse og forsigtig kørsel,« siger Christian Rasmussen.

Gode råd fra politiet og beredskabet:

  • Overvej, om det er nødvendigt at være ude, når vintervejret er værst.
  • Skal du køre bil, så sørg for varmt tøj, strøm på telefonen og eventuelt en skovl, så du kan grave dig fri.
  • Vær opmærksom på, at det kan være glat og ufremkommeligt – også hvis du færdes til fods eller på cykel. Husk cykelhjelmen.
  • Sænk farten og hold ekstra god afstand til forankørende.
  • Sigtbarheden kan være kraftigt nedsat – kør efter forholdene.
Annoncer