KRIMI. Natten til lørdag udspillede der sig uroligheder i Madsbyparken i Fredericia, hvor to grupper af unge mænd endte i et stort slagsmål. Episoden fandt sted omkring Madsbyvej 6 og blev anmeldt til politiet klokken 01.17.

Ifølge vagtchef ved Sydøstjyllands Politi, Mathias Møller, var der tale om omkring syv personer i hver gruppe, der af ukendte årsager kom op at toppes.

»I Madsbyparken omkring Madsbyvej 6 fik vi klokken 01.17 en anmeldelse om to grupper, der var kommet i slagsmål. Der var cirka syv personer i hver gruppe, som havde indledt slagsmål og optøjer mod hinanden. Vi sender naturligvis patruljer til stedet,« fortæller vagtchefen.

Da politiet ankom, var selve slagsmålet bragt til ophør, men stemningen var alt andet end fredelig.

»Da vi kommer frem, er der ikke længere en igangværende kamp, men personerne er højrøstede og aggressive. De følger ikke politiets anvisninger, og deres opførsel er egnet til at forstyrre den offentlige orden. Derfor bliver to af dem anholdt og sigtet for forstyrrelse af den offentlige orden,« siger Mathias Møller.

De to anholdte er begge mænd sidst i 20’erne – den ene fra Fredericia, den anden fra Middelfart.

Politiet har ikke oplysninger om, at de to grupper kendte hinanden i forvejen. Vagtchefen peger dog på, at episoden formentlig har forbindelse til Heste- og Kræmmermarkedet, der netop nu finder sted i Fredericia.

»Jeg kan se, at der har været Heste- og Kræmmermarked i forbindelse med det her, så jeg tror, det er to grupper, der på en eller anden måde er blevet uenige om et eller andet, og så er kommet op at toppes af en eller anden grund,« siger han.

Der er ikke meldinger om, at nogen kom alvorligt til skade under slagsmålet. Politiet fortsætter nu arbejdet med at afklare, hvad der udløste nattens konfrontation.

Alle oplysninger i denne artikel stammer fra Sydøstjyllands Politis pressebriefing lørdag formiddag klokken 10.00.