KRIMI. Sydøstjyllands Politi efterforsker i øjeblikket en sag om planlægning af et skoleskyderi, hvor en 15-årig er sigtet for forsøg på manddrab. Fredag den 1. august modtog politiet en anmeldelse, der nævnte Sct. Michaels Skole i Kolding samt to navngivne personer som »fremtidige mål«.
På baggrund af anmeldelsen anholdt politiet samme dag tre mindreårige personer. Allerede dagen efter, lørdag den 2. august, blev den 15-årige fremstillet i grundlovsforhør og varetægtsfængslet i fire uger.
De to andre anholdte er begge under den kriminelle lavalder. De blev løsladt efter afhøring, og de sociale myndigheder er blevet underrettet. Politiet har ikke oplyst nærmere om deres rolle i sagen.
Sydøstjyllands Politi understreger, at sagen behandles med stor alvor. Vicepolitiinspektør Torben Simonsen fortæller, at politiet har reageret hurtigt og er i tæt dialog med alle involverede parter.
»Politiet er i gang med at efterforske sagen, som vi ser på med stor alvor. Politiet har været i dialog med både de mistænkte og deres forældre, de forurettede og deres forældre, ligesom Sct. Michaels Skole, Kolding Kommune og de sociale myndigheder er blevet underrettet,« siger han.
Trods sagens alvor understreger politiet, at der på nuværende tidspunkt ikke er noget, der tyder på en aktuel og konkret fare mod skolen eller de involverede personer.
»Jeg vil gerne understrege, at der på nuværende tidspunkt ikke er noget i efterforskningen, der tyder på, at der er en aktuel og konkret fare mod hverken den pågældende skole eller konkrete personer,« siger Torben Simonsen.
Grundlovsforhøret med den 15-årige blev afholdt for dobbeltlukkede døre, og efterforskningen er stadig i en tidlig fase. Derfor kan politiet ikke dele yderligere oplysninger med offentligheden på nuværende tidspunkt.
Der er nedlagt navneforbud i sagen, og politiet vil kunne oplyse mere, når efterforskningen skrider frem.