KRIMI. To personer er blevet anholdt i Kolding, efter et tricktyveri onsdag fik politiet til at slå alarm om en kendt kriminalitetsform, hvor gerningsmænd udnytter almindelig hjælpsomhed til at stjæle smykker og andre værdigenstande.
De to sigtede, en 32-årig kvinde og en 35-årig mand – begge rumænske statsborgere – blev anholdt onsdag aften og fremstilles i grundlovsforhør ved Retten i Kolding. Der er anmodet om dørlukning i sagen.
Ifølge Sydøstjyllands Politi fandt tricktyveriet sted på Nørremarksvej i Kolding omkring klokken 14. Her standsede de mistænkte en tilfældig borger under påskud af at have brug for vejvisning. Da borgeren forsøgte at hjælpe, benyttede de to situationen til at skabe forvirring. Under påskud af at ville takke for hjælpen overrakte de falske smykker og stjal samtidig borgerens guldkæde.
»Det er et eksempel på et klassisk tricktyveri, hvor gerningspersonerne udnytter almindelig hjælpsomhed til at aflede opmærksomheden og stjæle værdigenstande fra en borger. Vi ser desværre jævnligt kriminelle, der anvender denne metode i Danmark. Derfor opfordrer vi også borgere til at være opmærksomme på denne og lignende type kriminalitet, hvor gerningspersoner udnytter almindelig venlighed til at stjæle værdigenstande som smykker, ure og kontanter,« siger Dennis Wittus, politikommissær ved Sydøstjyllands Politi.
Politiet fortæller, at de to personer blev identificeret og anholdt senere på dagen som følge af en målrettet efterforskning.
Sydøstjyllands Politi opfordrer nu borgerne til at være ekstra varsomme, hvis de bliver kontaktet af fremmede på gaden. Tricktyve bruger ofte metoder, hvor de forsøger at skabe fysisk kontakt eller aflede opmærksomheden.
Typiske fremgangsmåder er, at de beder om hjælp til at finde vej, veksle penge eller betale ved en tankstation. Andre gange forsøger de at skabe nærhed gennem håndtryk, kram eller ved at hænge såkaldte gaver som smykker eller parfume om halsen på ofret.
Politiets råd er klare: Hold afstand, hvis fremmede forsøger at komme tæt på dig, og sig høfligt fra, hvis du føler dig utryg. Undgå at vise smykker, ure og kontanter på gaden, og opbevar dine værdigenstande diskret.