SPORT. Et ungt sydjysk rallyhold har imponeret i årets danmarksmesterskab. 19-årige Jacob Pallesen fra Egtved og hans erfarne codriver Sarah Haulrik fra Fredericia har kørt sig til en fornem andenplads i RC5-klassen efter weekendens finaleløb, Rally Stoholm.
For bare et halvt år siden tog Jacob Pallesen beslutningen om at rykke op i det danske mesterskab og investerede i en ny Renault Clio i rallytrim til RC5-klassen. Det viste sig at være et sats, der bar frugt.
I en sæson, hvor flere rutinerede kørere har kæmpet om topplaceringerne, lykkedes det duoen at sikre sig en stærk slutplacering. Og i Dansk Super Rally, der er det officielle DIF-mesterskab på tværs af alle bilklasser, endte de som nummer seks – et resultat, der langt overstiger forventningerne for et debutanthold.

»Rally Stoholm gav os nye udfordringer i form af grus og mørkekørsel, og vi havde god fart i bilen, men vi kørte sikkert for at komme i mål og blive nr. 2 i mesterskabet. Jeg har haft et virkelig godt samarbejde med Sarah i årets løb, hun er en meget erfaren codriver, som giver mig ro og tryghed på hastighedsprøverne,« siger Jacob Pallesen.
Også Sarah Haulrik glæder sig over samarbejdet og resultaterne.
»Det var et super fedt løb med udfordrende prøver. Jacob har stor dedikation og indlæringsevne, og han udnytter bilen meget fint. Vi kørte lidt taktisk, for vi skulle have vores mesterskabspoint og en hel bil med i mål,« fortæller hun.
Med sølvmedaljen i bagagen er holdet allerede i gang med at planlægge næste sæson. De to fortsætter samarbejdet i 2026, hvor ambitionerne rækker ud over de danske landeveje.
»Bilen er næsten ny, og vi kører videre i den, men vil køre mere i udlandet for at få større udfordringer og mere rutine på de store hastighedsprøver der. Men vi deltager også i Dansk Super Rally,« lover Jacob Pallesen.
Med årets resultater har Pallesen og Haulrik etableret sig som et af de mest lovende rallymandskaber i Danmark – et ungt talent og en rutineret co-driver, der tilsammen har fundet en fart og en rytme, der peger direkte mod fremtiden.
