Avisen

Nyheder og indsigt fra Fredericia.

fredericiaavisen.dk › Events

Suspekt indtager Fredericia i april

Suspekt indtager Fredericia i april

EVENT. Suspekt kommer til Fredericia. Fredag den 2. april 2027 gør den danske hiphop-trio holdt i Middelfart Sparekasse Arena, når gruppen tager på sin første større turné i flere år.

Turnéen hedder 9 Liv Tour 2027 og består af 12 koncerter i 12 arenaer landet over i løbet af foråret. Fredericia er femte stop på ruten og den eneste koncert i Trekantområdet.

Emil Simonsen, Andreas Bai Duelund og Rune Rask lægger dermed vejen forbi en hal, der de seneste år er blevet ramme om stadig større navne i Fredericia. Koncerten er samtidig trioens første egentlige turné siden koncerten i Parken i september 2023, hvor 46.283 mennesker var samlet til det, gruppen selv kaldte en landskamp.

Ifølge Suspekt er det netop den bevægelse, turnéen handler om.

»Da vi indtog Parken, fik vi hele Danmark til at komme til os. Nu har vi lyst til at gøre det omvendte. Vi skal ud til folk igen, rundt i vores lækre land og se hinanden i øjnene i lokale haller, der i forvejen er kendte for at skabe et særligt fællesskab. Det er dér, vi kommer fra, og det er stadig dér, vi samler nogle af vores stærkeste minder op,« skriver gruppen.

Turnéen kommer i kølvandet på singlerne »9 Liv« og »Don Duggi The Drifter«, der blev udsendt uden varsel og markerer begyndelsen på Suspekts niende album. Trioen har eksisteret i mere end 25 år, siden den begyndte i Albertslund, og har siden lagt en række sange ind i dansk populærkultur.

Billetsalget til Fredericia-koncerten begynder torsdag den 1. oktober klokken 10 gennem EventC på www.eventc.dk/suspekt.

Del artiklen

Læs også

Gågaden vendes på hovedet, når Haunted House igen åbner i den gamle bankkælderIrene Hedegaard Johannsen ved, hvad Fredericia kan give dem, der har brug for et sted at høre tilMichael Tøffner har ét motto, Fredericia først: Fæstningsbarnet har levet op til det i et halvt århundredeAutocamper Show i MESSE C er udsolgt, og arrangørerne overvejer allerede at udvide messen