POLITIK. Foran MesseC i Fredericia summede det i weekenden af aktivitet. Fire borgerlige partier – Dansk Folkeparti, Det Konservative Folkeparti, Liberal Alliance og Danmarksdemokraterne – havde samlet kræfterne til et fælles konvent, hvor målet var at markere sammenhold og en fælles kurs frem mod et regeringsskifte.
Byrådsmedlem og 2. viceborgmester i Fredericia, Susanne Eilersen (DF), deltog i konventet og lagde vægt på, at arrangementet viser viljen til samarbejde. »Der er jo et blåt konvent, et borgerligt konvent, der samles her med fire borgerlige partier. Og det eneste formål, det er jo, at man skal samle sig om at finde en anden statsminister, så vi kan få væltet Mette Frederiksen af pinden. Og det skal jo selvfølgelig være en blå statsminister,« sagde hun.
Hun fremhævede den stemning, som prægede formiddagens oplæg. »Det giver mig utrolig meget. Nu har vi jo haft nogle gode oplæg, og der bliver simpelthen klappet hele tiden, og af alle borgerlige. Jeg synes, alle fire borgerlige gør det rigtig godt, og de står sammen. De anerkender, at der er ting, man er uenige i, men de anerkender også, at der er flere ting, man er enige i. Og så viljen til at ville hinanden, og viljen til, at nogen må shine i nogle af deres sager, det vil man give plads til. Det kan vi lære rigtig meget af som politikere, også her i Fredericia,« sagde Susanne Eilersen.
Også partiformand Morten Messerschmidt var på talerstolen, og ifølge Susanne Eilersen leverede han endnu en stærk præstation. »Jeg synes jo altid, Morten gør det rigtig godt, og han lægger hårdt ud, især med velfærdsområderne. Han lægger hårdt ud med, at man selvfølgelig kan købe en kogebog, og så kan man jo læse om alle de fine retter, man ikke har råd til at købe madvarer til i supermarkedet. Altså det der med, at Mette vil give os skattenedsættelser – det er jo ikke det, der er debatten. Det er jo det daglige. Det er vores indkøb og vores daglige gøren og laden, der afgør, om vi har råd til det liv, vi gerne vil. Og det hjælper jo nok ikke kun med kaffe- og chokoladeafgifter, eller at bøgerne bliver billigere,« sagde hun.
Som både fredericianer og medlem af MesseC’s bestyrelse glædede det Susanne Eilersen, at konventet blev afholdt i netop Fredericia. »Jeg kan høre og se, at folk er benovede over, hvordan MesseC fremstår. Hvordan hele salen er, de store skærme og opsætningen. Det var utrolig nemt for folk at blive booket ind. Det gik rigtig hurtigt og smertefrit. Nu har der lige været frokost, og jeg tror, alle har fået deres frokost til tiden og med det samme. Det gør mig stolt, både som fredericianer, men også som bestyrelsesmedlem i MesseC, at folk synes, at det her sted kan levere – og det leverer,« sagde hun.