POLITIK. Dansk Folkepartis 2. viceborgmester i Fredericia, Susanne Eilersen, er ikke i tvivl. Distriktskolemodellen bør skrottes, og folkeskolerne i kommunen skal igen samles som helhedsskoler fra 0. til 9. klasse.
»Den model synes jeg, vi skal have ændret igen, så vi får hele helhedsskoler, altså fra 0. til 9. klasse. Jeg har selv været med til at indføre den en gang i tidens morgen, men jeg synes, vi er blevet klogere på mange ting. Så skal man jo ikke blive ved med at gøre noget, hvis man er kommet et andet sted. Jeg mener, at hvis man kan undgå så mange skoleskift, som det er, når man skal skifte helt ny skole, så tror jeg, det er bedst for børn, der starter i 7. klasse, at de ikke skal ud i det der skoleskift. Og jeg tror også på, at det kan noget, at de større elever også er på samme skole som nogle lidt mindre elever. Det giver en anden dynamik og andre hierarkier i forhold til børn, og hvordan de agerer. Så jeg tror på, at vi skal tilbage til helhedsskolen,« siger hun.
Hun minder om, at distriktsmodellen fra begyndelsen blev indført med et økonomisk sigte. »Det var økonomien, og også antal klasser. Jeg tror, vi dengang satte klasseprocenten op og lavede Frederiks Avedskolen og sådan nogle ting. Så det var med et økonomisk sigte dengang. Men det kom oven i skolereformen, som hele Folketinget stod bag, og det hjalp ikke. Der var stor modstand fra lærerne, og derved blev hele skolestrukturen besværliggjort af, at det andet kom oveni. Derfor synes jeg, vi skal tilbage igen,« siger Susanne Eilersen.
Hun peger på, at en ændring både handler om struktur og klassestørrelser. »Hvis man ikke vil lægge strukturen om og så have udskolinger og grundskoler, så skal vi i hvert fald kigge på vores klassestørrelser fra 7. klasse og op efter. Der mener vi i Dansk Folkeparti, at vi skal sørge for, at der er færre i klasserne. Vi skal ned på maks. 24 elever,« siger hun.
En omlægning skal dog ske med omtanke. »Man kan jo ikke lægge sådan en struktur om midt i et skoleår, det siger sig selv. Så vi må kigge på, hvordan vi kan gøre det bedst muligt for alle, der går i skolerne nu. Det var jo det samme, man gjorde, da man indførte strukturen. Der var også en overgangsfase, og sådan vil det altid være. Man må lægge om, og så kigge på, hvordan man kan få det udfaset på en ordentlig måde med de klasser, der er. Det er der nogen, der er meget mere pædagogisk dygtige til at vurdere, end jeg er,« siger hun.
For Susanne Eilersen er det især overgangen til 7. klasse, der viser problemerne. »Jeg synes, det er en udfordring, at vi har udskolinger. Distriktsmodellen hænger jo sammen med, at vi laver udskolinger. Hvis vi skal rulle noget tilbage, skal vi kigge på det hele igen. Det er en udfordring, når man skal i 7. klasse, at man er 13 år. Der sker så meget, og samtidig skal man forholde sig til nye klasser og nye skoler. Det er dér, vi ofte ser skolevægring slå ud, når man begynder i hovedskole. Så vi skal kigge på både strukturen og formen. Vi skal samle skolerne til helhedsskoler fra 0. til 9. klasse,« siger hun.
Hun understreger, at det også er den retning, nye skolebyggerier vil tage. »Vi vil bygge en ny skole, og den kigger vi kun på som en helhedsskole fra 0. til 9. Og i Taulov har vi også fra 0. til 9. Og der skal ikke være tvivl om, at vi vil skrotte den nuværende model, den har ikke virket efter hensigten, og i sidste ende bliver det dyrere, hvis vi skal bruge flere ressourcer på at hjælpe unge mennesker senere hen i livet,« siger Susanne Eilersen.
I de kommende dage spørger AVISEN byens byrådspolitikere og spidskandidater om modellen for at gøre fredericianerne klogere på, hvad de mener; én for én.
Læs også