POLITIK. Debatten om Socialdemokratiets synlige tilstedeværelse ved Stafet for Livet i Fredericia tager til i styrke. Nu melder Dansk Folkepartis byrådsmedlem og 2. viceborgmester i Fredericia, Susanne Eilersen, sig i rækken af kritikere.

»Det er da fuldstændig usmageligt, det der er sket der,« siger hun og stiller spørgsmålstegn ved, om Socialdemokratiet har sit eget sæt spilleregler for, hvordan valgkamp føres i Fredericia. »Alle vi andre partier har et andet. Og når man blander kasketter her, fordi man er formand for en organisation som Kræftens Bekæmpelse, så har man jo ikke udvidet beføjelser til at drage sit politiske aktiv ind i det. Det er jeg godt nok rystet over.«

Hun reagerer især på, at Anette Hyre Jensen, formand for Kræftens Bekæmpelse i Fredericia og samtidig byrådsmedlem for Socialdemokratiet, har sagt, at alle partier var inviteret. »Det kan jeg klart afkræfte. Alle partier er inviteret til at stille et løbehold. Det er noget andet. Det er for at hjælpe Kræftens Bekæmpelse. Men folk har i hvert fald ikke fået nogen invitation til at komme ned og opstille en valgbolig nede ved Kræftens Bekæmpelse. Nej, det er vi bestemt ikke,« siger Susanne Eilersen.

Hun går skridtet videre og beskylder formanden for at tale usandt. »Så der taler formanden usandt. Vi er inviteret til at kunne lave et løbehold, det er vi inviteret til. Men vi er ikke inviteret til at komme og lave en valgbod. Det er langt fra det samme som at lave en valgbod op til et kommunalvalg.«

Hun peger også på timingen. »Jeg har ikke set, at Socialdemokratiet har stået med en valgbod dernede de sidste tre år, hvor der ikke har været valg.«

For Eilersen handler det om troværdighed og roller. »Jeg synes, at man skal holde sig for god til det, når man er formand. At man selv er politisk aktiv, og at man også stiller op som nummer to på Socialdemokratiets liste, og så blander de kasketter, det synes jeg er fuldstændig uhørt.«

Hun understreger, at det er naturligt nok, at Inger Støjberg som gæstetaler holdt åbningstalen, men ellers har ingen andre partier været inviteret til at tage den slags roller. »Dansk Folkeparti er i hvert fald ikke inviteret til andet end at kunne stille et løbehold,« siger hun.

Eilersen mener, at Kræftens Bekæmpelse nu bør overveje, hvilken formand de ønsker i spidsen. »Kræftens Bekæmpelse skal overveje, om det er en formand, de vil have, der er så politisk aktiv i forhold til det, som sagen drejer sig om. At man ikke kan skille de to ting ad, så kan man jo stille sig det spørgsmål, om Kræftens Bekæmpelse vil være repræsenteret under det, for de bliver jo taget som gidsler i en politisk dagsorden her, og det er jo fuldstændig uhørt,« siger Susanne Eilersen.

Dermed føjer Dansk Folkepartis viceborgmester endnu et kritisk perspektiv til diskussionen om, hvorvidt Stafet for Livet i Fredericia er blevet brugt som politisk platform.

Læs også