POLITIK. I Fredericia har kun tre ud af 24 elever på Social- og Sundhedsskolens grundforløb fået en kontrakt med kommunen. Resten sidder tilbage uden en plads, selvom kommunen på møder og i udmeldinger gang på gang har slået fast, at der mangler hænder i ældreplejen.
For Susanne Eilersen fra Dansk Folkeparti, der sidder i Senior- og Socialudvalget, er det et paradoks, der kalder på svar.
»Jamen det undrer da også mig. Det må jeg sige. Det er da meget forundrende, når vi råber op om, at vi ikke kan skaffe hænder nok. At vi så ikke kan aftage nogle flere af dem, der bliver uddannet på sosu-skolen. Det er selvfølgelig noget, vi vil spørge ind til på udvalgsmøderne og høre, hvordan det hænger sammen,« siger hun.
Hun peger på, at det i givet fald må betyde, at kommunen ikke har vakante stillinger i øjeblikket.
»Så må vi jo ikke mangle. Det må jo være det, jeg går ud fra, og det er netop det, jeg vil undersøge. Jeg vil have svar på, hvorfor vi ikke ansætter flere,« siger hun.
For de unge, der sidder tilbage uden kontrakt, kan situationen hurtigt blive demotiverende. De har taget hul på en uddannelse, som netop er skabt til at lede dem ind i et fag, hvor der er brug for hænder, men oplever i stedet, at døren står på klem.
»Det er jo demotiverende at have taget en uddannelse, brugt nogle år på det og knoklet for at få en god eksamen. Hvis man så alligevel ikke får en plads, så er der en risiko for, at man søger andre veje. Jeg håber da ikke, at de unge går ret længe uden en plads, for så begynder nabokommunerne at kigge på dem. Jeg håber, at vi gør en indsats for at tage dem, vi har brug for, så hurtigt som muligt. Ellers kan det ende med, at de tager job inden for noget helt andet, og så er det svært at få dem tilbage,« siger Susanne Eilersen.
Hun afviser, at økonomi skulle være forklaringen.
»Det har jeg ingen fornemmelse af. Vi bruger jo mange vikarer, og jeg ved, at vikarer koster næsten det dobbelte af en fast ansættelse. Med de briller på vil det jo være billigere at få ansat så mange som muligt selv og bruge så få vikarer som muligt. Derfor tror jeg ikke, at økonomien er årsagen,« siger hun.
I stedet mener hun, at ansvaret ligger i at skubbe på politisk og sætte en retning. Politikerne sidder ikke i de enkelte ansættelsesudvalg, men de kan lægge et pres og en kurs.
»Vi politikere kan jo kun skubbe på og spørge ind, og så bede forvaltningen om at få ansat så mange faste som muligt i stedet for at bruge vikarer. Vi sidder jo ikke selv og ansætter, men vi kan sætte den politiske retning, og det er det, vi skal,« siger hun.
For Susanne Eilersen handler sagen ikke kun om elevernes fremtid, men også om arbejdsmiljø og borgernes oplevelse.
»Jeg synes, vi politisk har givet et klart signal de sidste par år om, at vi er bekymrede for alle de vikarudgifter, vi har, og for de mange sygemeldinger. Jeg tror på, at jo flere faste ansatte vi har, jo bedre bliver arbejdsmiljøet, og dermed får vi også færre sygemeldinger. Og så betyder det noget for borgerne. De har brug for, at der kommer så få forskellige mennesker i deres hjem som muligt. Det giver tryghed, når det er de samme medarbejdere, der kommer dag efter dag,« siger hun.
Hun peger på, at netop den sammenhæng mellem faste ansatte, lavere udgifter og højere kvalitet i plejen bør være et fælles mål.
»Fastansæt nogle gode, nye, friske kræfter og skru ned for vikarbudgetterne. Sørg for, at borgerne møder de samme mennesker til daglig. Det er det optimale, vi kan nå,« siger hun.
Mens tallene stadig står ubesvarede hen, og mens eleverne sidder uden kontrakt, er der i udvalget en voksende undren. Formand David Gulløv fra Socialdemokratiet har kaldt tallene bemærkelsesværdige. Næstformand Kirsten Hassing Nielsen fra Det Konservative Folkeparti har sagt, at de er påfaldende. Og nu siger Susanne Eilersen fra Dansk Folkeparti, at hun er forundret og vil rejse spørgsmålet på udvalgsmøderne.
