Avisen

Nyheder og indsigt fra Fredericia.

fredericiaavisen.dkPolitik

Susanne Eilersen om Herslev Børnehave »Det er ikke noget, der har groet i vores baghave«

Susanne Eilersen om Herslev Børnehave »Det er ikke noget, der har groet i vores baghave«

POLITIK. Dansk Folkepartis Susanne Eilersen, 1. viceborgmester og formand for Kultur-, Turisme-, Idræts- og Bosætningsudvalget, er ikke tilfreds med at skulle spare 150 millioner kroner. »Man er jo aldrig tilfreds, når man skal spare 150 millioner, fordi det går jo ud over noget service nogle steder, og så går det jo også ud over nogle medarbejderes arbejdsplads,« siger hun til AVISEN efter mandagens pressemøde.

Men hun er tilfreds med, at nogle forslag er pillet ud, og at andre er blevet mindre end foreslået. Kernevelfærden for ældre, handicappede og børn er ifølge hende Dansk Folkepartis hjerteblod. Samtidig skal kommunen blive ved med at udvikle sig, hvis der fortsat skal være råd til velfærden, og det kræver nye borgere, der bosætter sig og betaler skat. Hun fremhæver, at forliget fastholder drømmen om et kulturfyrtårn, at der fortsat er penge til bosætningskonsulenter, og at der er oplevelser i midtbyen, »både jul og sommer«, i samarbejde med Fredericia Shopping. »Det synes jeg jo også er nogle af de der gode ting, der gør, at Fredericia bliver en aktiv, levende by,« siger hun.

Hun peger også på Kringsminde, hvor forliget gør skoletjenesten permanent i stedet for at spare den væk. »Jeg synes jo, det er rigtig, rigtig synd, hvis vores børn ikke skal have historiefortælling om, hvordan det var i livet på landet eksempelvis i gamle dage,« siger Susanne Eilersen og sammenligner med historien om Udfaldet i 1849: »Det er jo vigtigt, at vi bliver ved med at genfortælle den til vores børn, fordi det er jo de rødder, vi står på og den kultur, vi har.«

Herslev Børnehave lukker med forliget. »Lukningen af Herslev Børnehave er jo ikke noget, der har groet i vores baghave,« siger hun. »Men sådan i det store billede sammenlagt med nogle af de andre ting, der bliver vi nødt til at acceptere at sige, at det er nok den vej, vi må gå.« De 100.000 kroner, der er afsat til landsbyen, skal bruges på en dialog med Herslev om, hvad der skal ske – om der skal være en privat eller selvejende børnehave, eller om pengene hellere skal gå til noget kulturelt i landsbyen, måske for børnene. »Så det er ikke fordi, vi har glemt dem,« siger hun.

Spurgt, om det ikke er vigtigt for bosætningen, at der er liv og tilbud i landsbyerne, svarer hun ja. Men der er andre små steder i kommunen uden skole og børnehave, og man kan skabe liv på andre måder. Hun henviser til landsbypuljerne og opfordrer Herslev til at tage kontakt med egne idéer. »Så hvis vi på en eller anden måde kan understøtte det her liv, der er derude, så er min telefon i hvert fald altid åben,« siger Susanne Eilersen.

Der er også ting i forliget, hun ærgrer sig over, siger hun. Hvilke vil hun ikke sige. »Jeg synes også, at det ville være helt forkert at gå ind og sige, hvad der foregik ved forhandlingsbordet,« siger hun. »Vi er fælles om det her budget, vi har bøjet os mod hinanden, og så må vi også bakke op om budgettet, som det er.«

Budgettet andenbehandles i Økonomi- og Erhvervsudvalget den 28. september og vedtages endeligt i byrådet den 5. oktober.

Del artiklen

Læs også

Cecilie Roed Schultz efter forliget »Det handler jo ikke om at have ro i maven«John Nyborg efter forliget »Vi må aldrig sidde udenfor, medmindre der er en særlig god grund«Herslev efter forliget »Vi er i hvert fald dybt, dybt skuffet«Direktionen og chefgruppen går fri af budgetforliget – den eneste lederstilling, der nedlægges på rådhuset, stod tom i forvejen