POLITIK. Dansk Folkepartis borgmesterkandidat i Fredericia, Susanne Eilersen, går til valg med en klar ambition: at bringe kommunen tilbage til sine rødder. For hende handler det kommende valg ikke bare om tal og budgetter, men om ledelse, tillid og omsorg – både i byrådet og ude blandt borgerne.
»Vi går til valg på vores kerneværdier,« siger hun. »Der er mange ting at tage fat på – både ældreområdet, folkeskolen og familierne. Men allervigtigst er det, at Fredericia igen bliver en politisk ledet kommune. Lige nu har vi en forvaltningsledet kommune, og det går ikke. Politikerne skal tage lederskabet på sig. Vi skal turde stå i spidsen.«
Hun beskriver sin vision som et opgør med den afstand, der er opstået mellem byråd, forvaltning og borgere. »Når lederen ikke tager lederskabet, så gør forvaltningen det – og det er jo fair nok, for kommunen skal jo ledes. Men det er os politikere, der er valgt til at sætte retningen. Vi skal skabe en kommune, hvor borgerne igen føler, at vi er der for dem,« siger hun.
Ældreområdet står højt på Dansk Folkepartis liste. Her ønsker Eilersen en ny balance mellem teknologi og menneskelig omsorg. »Vi skal passe bedre på vores ældre. Det er fint med ny teknologi, men vi har brug for flere hænder og mere nærvær. Plejehjemmene må ikke blive opbevaringssteder – de skal være steder med omsorg, liv og respekt,« siger hun.
På skoleområdet ser hun samme behov for forandring. »Vi har alt for mange børn og unge, der ikke trives – og som ikke kan bestå dansk og matematik. Det betyder, at de får svært ved at tage en uddannelse og skabe et godt liv. Vi skal tilbage til en folkeskole, hvor faglighed og trivsel går hånd i hånd,« siger hun.
Også familieområdet skal have en ny tilgang, mener hun. »Vi skal tvangsfjerne færre børn. Selvfølgelig skal de børn, der har brug for det, hjælpes ud af en svær situation. Men vi skal sætte langt mere ind med forebyggelse og støtte familierne som en helhed. Vi kan forhindre mange tragedier, hvis vi hjælper i tide,« siger hun.
Men det største problem i Fredericia ligger ifølge Susanne Eilersen ikke kun i enkelte politikområder, men i kulturen og tilliden – både internt i byrådet og mellem kommune og borgere. »Vi skal genskabe tilliden og respekten for hinanden. Der har manglet dialog og samarbejde. Vi skal genfinde den kultur, hvor man lytter, inddrager og informerer,« siger hun.
Som borgmesterkandidat lægger hun vægt på, at samarbejde ikke kommer af sig selv, men kræver en tydelig og opsøgende ledelsesstil. »Hvis jeg bliver borgmester, vil jeg være imødekommende, inddragende og samarbejdsskabende. En borgmester skal hele tiden være i dialog med de andre partier – ringe, mødes, lytte. Det er et arbejde, der kræver tid og vilje, men det er sådan, man skaber resultater. Det er borgmesterens fornemste opgave,« siger hun.
Hun vil også have fokus på, hvordan kommunen møder borgerne i hverdagen. »Kommunen skal være en servicevirksomhed. Vi er her for borgerne – ikke omvendt. Mange borgere føler, at det er dem, der skal passe ind i systemet, men sådan skal det ikke være. Vi skal møde folk med respekt, lytte til dem og finde løsninger sammen med dem,« siger hun.
For Susanne Eilersen handler det om at skabe en kulturændring, der kan tage tid – men som er nødvendig. »Vi skal have en klar politisk retning. Det vil tage tid, og alle skal finde deres plads, men vi skal begynde med det samme. Fredericia har brug for at genskabe tilliden til det offentlige system, og det er en af de største opgaver, vi står med,« siger hun.
Hun peger på, at manglen på tillid ikke kun mærkes i byrådet, men også i forholdet til erhvervslivet. »Tilliden mellem borgere, erhvervsliv og byråd er lav. Hvis vi kan genskabe den, kan vi også løse mange af de udfordringer, vi står overfor. Lige nu kæmper dele af erhvervslivet, og det påvirker hele byens økonomi. Vi ser det i detailhandlen, hvor tomme butikker bliver et synligt tegn på, at noget ikke fungerer. Det kan vi ikke ignorere,« siger hun.
Hun peger på sammenhængen mellem et levende handelsliv, bosætning og kommunens økonomi. »Hvis vi ikke løfter detailhandlen, får vi ikke nye borgere, og så mister vi skatteindtægter, som vi skal bruge til velfærd. Det hænger sammen. Vi skal have gang i byen igen – både for de unges skyld og for hele kommunens fremtid,« siger hun.
Når talen falder på de næste fire år, handler hendes vision om hverdag, fundament og fællesskab. »Fredericia skal være et godt sted at bo og leve. Hverdagen skal være god – det er fundamentet. Vi skal have gode skoler, daginstitutioner, et velfungerende ældreområde, en god infrastruktur og et stærkt handelsliv. Og vi skal udvikle vores fyrtårne – både på idræts- og kulturområdet – for de trækker folk til byen. Men vigtigst af alt er, at vi, der bor her, trives og føler, at vi bor i en kommune, vi kan være stolte af,« siger Susanne Eilersen.














