FORBRUGER. Myndighederne har længe opfordret danskerne til at have et lille lager af mad og fornødenheder hjemme, der kan række til tre dage, hvis krisen pludselig rammer. Men indtil videre er det kun én ud af tre, som faktisk har fulgt anbefalingen.
Det vil supermarkedskæden Bilka nu ændre på. Fra fredag den 16. maj lancerer kæden nemlig en færdigpakket »prepping-kasse«, så kunderne enten kan hente varerne samlet i Bilka eller få dem leveret direkte til døren.
Kassen indeholder blandt andet konservesmad, toiletpapir, nødder og tændstikker – alt sammen udvalgt efter rådgivning fra Beredskabsforbundet, der har taget udgangspunkt i myndighedernes officielle anbefalinger.
Mark H. Nielsen, direktør i Bilka, forklarer beslutningen med, at kæden ønsker at gøre det lettere for danskerne at være forberedte på krisesituationer.
»I en travl hverdag kan det være svært at overskue andet end det, man mangler i hjemmet nu og her. Det at få købt lidt ekstra er måske ikke førsteprioritet. Det vil vi nu gøre lettere ved at lave en færdigpakket løsning, hvor kunderne blot skal forholde sig til, hvorvidt de selv ønsker at afhente kassen, eller vi skal levere den på hjemmeadressen,« siger han.
Den færdigpakkede krisekasse er beregnet til to personer og koster 600 kroner. Derudover kan kunderne vælge at tilkøbe ekstraudstyr som powerbanks, gasblus og batterier, hvis de ønsker det.
»Dagligvarehandlen er kritisk infrastruktur, og vi har et samfundsansvar i at sikre, at danskerne i videst muligt omfang kan få de dagligvarer, de har brug for, uagtet situationen. Så når landets myndigheder opfordrer os alle til at have lidt ekstra derhjemme, er det naturligt for os at gøre det lettest muligt for vores kunder,« siger Mark H. Nielsen.
Kassen kan købes fra i dag fredag den 16. maj.