POLITIK. Balladen om det borgerlige valgforbund i Fredericia har de seneste måneder udviklet sig til et af de mest markante opgør frem mod kommunalvalget. En række nye dokumenter – en mail fra Konservatives gruppeformand Tommy Rachlitz Nielsen og en SMS fra Venstres borgmesterkandidat Peder Tind – viser, hvordan forløbet udspillede sig bag kulisserne i maj og juni.
Mens de øvrige borgerlige partier i dag bruger valgkampen til at sige, at “en stemme på C er en stemme på Bro”, viser materialet, at Konservative faktisk forsøgte at holde fast i et borgerligt samarbejde – men ikke ville binde sig på hænder og fødder.

Mail fra Tommy i maj
Den 19. maj 2025 kl. 22.28 sendte Tommy Rachlitz Nielsen en mail til valgforbundet, stilet til blandt andre Susanne Eilersen (DF) og Peder Wittendorff Tind (V). I mailen, som AVISEN har set, skriver han:
»Kære valgforbund, kære Susanne, Peder og Christian. Som lovet hermed en tilbagemelding efter mine møder med baglandet i Det Konservative Folkeparti. For os handler et valgforbund først og fremmest om at være et valgteknisk samarbejde der har til formål at undgå stemmespild af borgerlige stemmer. Vi er helt enige i ønsket om, at vi skal have en borgerlig borgmester, baseret på borgerlige mandater, og det vil vi arbejde stålsat for.«
Herefter adresserer han det punkt, der senere skulle vise sig at være sprængstoffet: klausulen om, at ingen i valgforbundet kunne blive borgmester med socialdemokratiske mandater.
»Vi har drøftet alle aspekter i forslaget om at tilføje en klausul om, at det ikke er muligt for medlemmer af valgforbundet at blive borgmester på socialdemokratiske mandater. Selvom vi grundlæggende er enige, så tror vi på, at vejen til en borgerlig borgmester skal være baseret på tillid, ikke på bindinger der begrænser den enkelte parts politiske råderum. Derfor kan Det Konservative Folkeparti ikke tiltræde det foreslåede tillæg.«
Han understreger dog, at partiet fortsat ser sig selv som en del af samarbejdet:
»Vi står ved vores fælles mål om borgerligt flertal og en borgerlig borgmester, men vi mener også, at det ansvar kræver fleksibilitet og respekt for det demokratiske mandat vælgerne giver os. Vi har ikke trukket os fra valgforbundet. Tværtimod står vi fast på det valgforbund vi allerede har underskrevet, for at sikre borgerlig indflydelse i Fredericia. Vi byder naturligvis andre borgerlige partier velkommen. Vi håber derfor at vi kan fortsætte det gode samarbejde.«
SMS’en fra Peder Tind
Godt tre uger senere, den 12. juni 2025 kl. 14.46, modtager Tommy en SMS fra Venstres spidskandidat Peder Wittendorff Tind. Her lyder beskeden:
»Hej Tommy, forsøgte lige at ringe til dig med orientering om, at der er pressemøde her kl. 15.00 – et pressemøde hvor vi præsenterer valgforbund imellem LA, DF, V, DD og Borgernes Liste. Et valgforbund der indeholder de sætninger I ikke kunne være med på. God dag bh Peder.«
Kort tid senere kvitterer Tommy med en kort besked: “Tak for info.”
Ifølge Tommy selv modtog han opkaldet ét minut før SMS’en, og SMS’en kom blot 14 minutter inden pressemødet, hvor valgforbundet blev præsenteret uden Konservative.
Sættes udenfor døren
Dermed var situationen klar: de fem øvrige borgerlige partier – Venstre, Liberal Alliance, Dansk Folkeparti, Danmarksdemokraterne og Borgernes Liste – gik videre uden Konservative. I pressemeddelelsen, der blev udsendt samme eftermiddag, stod det sort på hvidt, at parterne forpligtede sig til aldrig at pege på en socialdemokratisk borgmester, og at borgmesterposten kun skulle findes i blå blok.
Konservative stod udenfor, ikke fordi de ikke ønskede en borgerlig borgmester, men fordi de ikke ville underskrive den bindende klausul.
Fra samarbejde til skyts
Siden har linjen fra de øvrige borgerlige været markant: Ved konventer, i lokale debatter og i kampagnemateriale har de peget på, at man ikke kan stole på Konservative. Budskabet har flere gange lydt, at “en stemme på C er en stemme på Christian Bro”.
Dermed er der skabt et billede af, at Konservative i virkeligheden er et usikkert kort, der kan ende med at pege på en socialdemokrat.
Mailen fra Tommy tegner imidlertid et andet billede: At han faktisk deler målet, men insisterer på, at vejen til et borgerligt styret Fredericia skal bygge på tillid og fleksibilitet frem for kontraktlige bindinger.
Politisk framing
Striden handler derfor ikke om målet – men om midlet. Alle parter er enige om, at de ønsker en borgerlig borgmester i Fredericia. Men hvor de fem øvrige partier vil sikre det gennem et bindende dokument, vil Konservative stå på en åben linje.
Spørgsmålet er så, hvad vælgerne ser: Er Konservatives tilgang et svaghedstegn, som de andre borgerlige siger – eller en principfast linje, hvor man nægter at lade sig lænke på forhånd?
Et centralt valgtema
Uanset hvad er det tydeligt, at striden om valgforbundet nu er blevet et centralt tema frem mod valget. SMS’en og mailen dokumenterer, hvordan samarbejdet brød sammen – og hvordan det i dag bliver brugt som politisk skyts mod Konservative.