KRIMI. Virksomheden Simple Homes på Nordensvej i Taulov har i weekenden været udsat for et omfattende indbrud. Ifølge Sydøstjyllands Politi er der tale om et udbytte på op mod en million kroner.
Politikommissær Casper Christensen fra Patruljecenter Syd fortæller, at indbruddet hører til i den tunge ende.
»Vi har et større indbrud ude på Nordensvej, hvor der er stjålet en del redskaber til minilæssere for en værdi af op mod en million kroner. Vi er stadig i gang med at undersøge, hvordan det er foregået,« forklarer han.
Politiet ønsker på nuværende tidspunkt ikke at oplyse, hvordan gerningsmændene er kommet ind på området, og holder sig generelt tilbage med kommentarer. Indbruddet blev anmeldt mandag formiddag, men ifølge politiet er det formentlig sket i løbet af weekenden.
»Anmeldelsen kom mandag formiddag, men det er sket i løbet af weekenden. Fra fredag, da man gik hjem, til mandag, da man kom igen. Det præcise tidspunkt kender vi ikke,« siger Casper Christensen.
Simple Homes, som holder til i Taulov og driver lager på Nordensvej, har selv skrevet et opslag på de sociale medier om indbruddet. Her oplyser virksomheden, at der blandt andet er stjålet beboelses- og kontorvogne, en maskintrailer samt forskelligt udstyr og tilbehør, og politiet vurderer altså, at det samlede udbytte kan have en værdi på op mod en million kroner.
Virksomheden har samtidig udlovet en dusør på 10.000 kroner til den, der kan komme med oplysninger, som fører til, at materiellet bliver fundet. Simple Homes opfordrer alle, der ved noget, til at kontakte politiet på telefon 114 eller virksomheden direkte.
Efterforskningen er fortsat i gang, og politiet arbejder videre med at klarlægge, hvordan indbruddet er foregået, og hvem der står bag.
Alle oplysninger i denne artikel stammer fra Sydøstjyllands Politis pressebriefing tirsdag morgen klokken 09.00.