CLAY Keramikmuseum i Middelfart lægger i oktober hus til en af de største keramiske udstillinger i Danmark nogensinde, når udstillingen Lucie Rie: The Adventure of Pottery åbner for publikum den 13. oktober. Udstillingen er en hyldest til den anerkendte østrigsk-britiske keramiker Lucie Rie, hvis værker har haft en stor indflydelse på keramikkens udvikling i det 20. århundrede.
Udstillingen, der løber frem til 30. marts 2025, præsenterer mere end 100 af Ries originale værker, herunder vaser, skåle, smykker og knapper. Det er første gang, at danskere kan opleve så mange af hendes værker samlet på én gang.
Lucie Rie blev født i Wien i 1902 og voksede op i et miljø præget af kreativitet og eksperimentering. Hendes tidlige arbejde blev hurtigt anerkendt i Europa, men hun måtte flygte til London i 1938 for at undslippe nazisterne. I London opbyggede hun sin karriere som keramiker på ny, trods modstand fra samtidens toneangivende keramikere, som foretrak en mere traditionel stil.
Hun er særligt kendt for sine fodrede skåle, der tydeligt demonstrerer hendes forståelse for både form og glasur. Disse værker er særligt en hyldest til hendes modernistiske tilgang og tekniske kunnen, og de har gennem tiden opnået ikonisk status inden for keramikkens verden. Et af hendes mest bemærkelsesværdige værker, var også en fodret skål fra 1981, som blev solgt for omkring 2,8 millioner kroner på en auktion hos Phillips i London i 2023.
På CLAY Keramikmuseum vil publikum kunne opleve Ries innovative teknikker og kreative udtryk, som gennem årene har gjort hende til en pioner inden for moderne keramik. Udstillingen er skabt i samarbejde med flere engelske museer og private samlere, og er støttet af AKO Foundation.