Lørdag eftermiddag blev en uforglemmelig dag for EGIF Rugby, da klubben afholdt anden del af markeringen af deres 40 års jubilæum. Begivenheden fandt sted ved klubbens faciliteter, hvor stemningen var høj, og vejret viste sig fra sin bedste side. Klubbens medlemmer, tidligere spillere, frivillige og mange venner af klubben var mødt op for at fejre den milepæl, som klubben har opnået gennem fire årtiers engagement og sammenhold.
Allerede fra klokken 14:00 var der gang i festlighederne. Grillen var tændt, og baren var åbnet udenfor klubhuset, hvor der var stillet en åben lastbil op som scene for dagens taler. Omkring klokken 14:30 tog EGIF Rugbys formand, Allan Pertti Frandsen, ordet og bød alle velkommen til fejringen. Pertti, som han kaldes, var en af de første rugbyspillere i klubben tilbage i 1984, og siden 2019 har han stået i spidsen for klubben som formand.
– Jeg var blandt de første rugbyspillere her i klubben tilbage i 1984. En klub og et fællesskab, som stadig er med til at forme mig som menneske. Siden 2019 har jeg med stolthed været formand for vores fantastiske fællesskab og rugbyklub. Vi har noget helt særligt herude sammen, sagde Pertti.
Pertti fortsatte med at fortælle om den første del af jubilæumsfejringen, som fandt sted i Kristi Himmelfartsferien, hvor klubbens medlemmer og venner allerede havde oplevet en stor idrætsmæssig og social begivenhed.
– Jubilæumsudvalget har arbejdet hårdt i månedsvis og virkelig gjort deres bedste for at skabe en smuk og mindeværdig fejring, fortalte formanden.
Pertti fremhævede også Paul Kjærgaards betydning for klubbens stiftelse i 1984.
– Der er sket meget godt siden da. I 1984 introducerede Paul Kjærgaard rugby i Fredericia – et fantastisk initiativ fra hjertet. Tak for det, sagde Pertti.
Det var et rørende øjeblik, da Pertti talte om klubbens udvikling gennem de sidste 40 år.
– Det blev starten på et stærkt og givende fællesskab, som gennem indsatsen fra hundredevis af frivillige, forældre og mange andre er blevet opbygget over de sidste 40 år. Jeg er umådeligt stolt over at være en del af det sammen med jer. Vi er en levende del af vores nærmiljø og samtidig en del af en international idrætsgren med særlige værdier som passion, respekt, disciplin, fællesskab og dygtighed. Jeg ser frem til en stor fest i dag i det fantastiske sensommervejr, sammen med jer, gode venner, sagde Perti.
Inden Pertti gav mikrofonen videre til Fredericias borgmester, Christian Bro, bad han om hjælp fra nogle af klubbens bestyrelsesmedlemmer for at overrække nogle særlige udmærkelser. Fire personer blev skrevet ind som æresmedlemmer af EGIF Rugby: Ole Bang, Jan “Bubsi” Nielsen, Kurt Due Pedersen, og Niels Hejslet. De blev anerkendt for deres mangeårige engagement og dedikation til klubben. Fælles for alle fire var, at de understregede, hvordan hele klubben sammen har skabt det, den er i dag.
Borgmester Christian Bro (A) tog derefter ordet og fremhævede klubbens unikke ånd og fællesskab.
– Det må man sige, så mange gode mennesker. Hvor er I seje herude. Det er fantastisk at være en del af dette fællesskab, sagde Bro.
Han talte om, hvordan rugby, der oprindeligt er en engelsk overklassesport, er blevet transformeret til noget helt andet i Fredericia, præget af rummelighed og sammenhold.
– Når jeg ser voksne mennesker få tårer i øjnene af at være en del af dette fællesskab, så er det virkelig noget særligt, slog borgmesteren fast.
Bro fremhævede også klubbens sportslige succeser og det imponerende arbejde, der er blevet gjort for at skabe en mangfoldig hovedklub med mange afdelinger og en stærk fællesskabsfølelse. Han hyldede også Paul Kjærgaard for at tage initiativet til at starte rugbyklubben fra bunden.
– Vi taler meget om initiativ og fællesskab, og lige her kan man se, hvordan initiativ kan skabe et stærkt fællesskab. Det er virkelig godt gået, sagde Christian Bro.
Efter de mange taler og hyldester var det tid til Highland Games, en traditionel skotsk sportsbegivenhed, som EGIF Rugby havde valgt som et sjovt og energisk indslag til jubilæumsfesten. Highland Games består af en række udfordrende og underholdende discipliner, der traditionelt set kræver både styrke, teknik og samarbejde. Deltagerne skulle blandt andet gennemføre caber toss, hvor man kaster en stor træstamme.
Det var dog ikke kun de klassiske discipliner, der prægede dagens begivenheder. Med et glimt i øjet havde EGIF Rugby tilføjet deres eget twist til arrangementet: flere hold var klædt ud i farverige kostumer, fra prinsesser og til Super Mario, mens klubbens ungdomsspillere, der trodsede det danske sensommervejr iført bikinier og smurt ind i olie. Dette kreative og humoristiske element tilførte Highland Games en ekstra dimension af sjov og fællesskab, hvor både børn og voksne kunne grine og konkurrere side om side.
Highland Games blev et højdepunkt på dagen, hvor deltagere og tilskuere fik mulighed for at opleve en anderledes form for sport, der ikke kun udfordrer fysikken, men også styrker sammenholdet og skaber minder, der vil blive husket længe i klubben.
Efter Highland Games står den på en stor fest festmiddag i aften, og med det høje humør, der er allerede nu, forventes der gang i den til langt ud på natten., der trak ud til langt ud på natten.
EGIF Rugby’s 40 års jubilæum er ikke bare en markering af klubbens lange historie, men også en påmindelse om de værdier, der har holdt den sammen: engagement, sammenhold, og kærligheden til rugby.