KRIMI. Sydøstjyllands Politi leder fortsat efter 70-årige Erik, der nu har været forsvundet i over et døgn fra sin bopæl på Lumbyesvej i Fredericia. Eftersøgningen har strakt sig over både dag- og nattetimer uden resultat, og torsdag morgen oplyser vicepolitiinspektør Arno Rindahl Petersen, at sagen fortsat er åben.
»Jeg har ikke meget andet end, at han stadig ikke er fundet,« siger Arno Rindahl Petersen fra Patruljecenter Syd tidligt torsdag.
Erik blev natten til onsdag efterlyst via Sydøstjyllands Politis profil på det sociale medie X, og kort efter indledte politiet en målrettet eftersøgning i området omkring hans bopæl, hvor særligt hundepatruljer har været i fokus.
»Der er blevet søgt hele dagen og aftenen, men uden resultat. Én hund har været i gang det meste af tiden. Den blev sat ind klokken 20 og var færdig omkring klokken 4 i nat. Og her til morgen er vi i gang med at følge op igen,« forklarer Arno Rindahl Petersen.
På politiets sociale medier fremgår det, at Erik sidst blev set på Lumbyesvej. Signalementet lyder fortsat, at han er 70 år gammel, cirka 170-175 centimeter høj og kraftigt bygget. Han har kort gråt hår, bærer briller og var iført rustrøde knickers, en blåternet kortærmet skjorte samt en tynd blå dynejakke, da han sidst blev set.
Politiet opfordrer fortsat borgere i området til at være opmærksomme og tjekke deres private områder:
»Borgere, der bor i området ved Lumbyesvej, må meget gerne tjekke skure og lignende,« skriver Sydøstjyllands Politi på X.
Man kan heller ikke udelukke, at Erik befinder sig et andet sted i landet. Politiet beder derfor alle, der har set ham eller ligger inde med oplysninger, om at kontakte dem på telefon 1-1-4.
Alle oplysninger i denne artikel stammer fra Sydøstjyllands Politis pressebriefing torsdag morgen klokken 09.00.