KRIMI. Politiet var tirsdag ekstra synligt i Fredericias gader, da Sydøstjyllands Politi gennemførte en større færdselsaktion i byen. Aktionen var målrettet mod at standse trafikforseelser, og resultatet blev i alt 25 sigtelser samt 11 klip i kørekortet.

Ifølge politikommissær Michael Schuh fra Patruljecenter Syd blev aktionen gennemført for at skærpe opmærksomheden på trafiksikkerheden og stoppe bilister, der ikke overholder færdselsloven.

– Vi har kørt en færdselsaktion i går i Fredericia, hvor vi målrettet gik efter forskellige trafikforseelser. Det har ud over sigtelserne og bødestraffene medført 11 klip i kørekortet, fortæller Michael Schuh.

Af de forseelser, der især fylder i politiets statistik efter aktionen, peger politikommissæren på brug af håndholdt mobiltelefon under kørsel, hvor hele 10 personer blev taget på fersk gerning. Derudover var der også flere andre forseelser på listen:

– Vi har haft et enkelt rødt lys på cykel. Så havde vi en enkelt person, der ikke overholdt sin vigepligt og kørte direkte ud foran en civil patruljevogn. Det medførte et klip. Vi har også haft en kørsel uden førerret samt to sager, hvor førerne ikke medbragte kørekort, fortæller Michael Schuh.

Aktionen afslørede også en enkelt forseelse af færdselslovens bestemmelser om korrekt placering på vejen, hvilket ifølge politikommissæren typisk handler om, at bilisten ikke holder sig længst muligt til højre. Desuden blev en enkelt person stoppet med en tildækket nummerplade.

Tre personer blev dertil stoppet på elløbehjul uden at anvende den lovpligtige hjelm.

Bil konfiskeret på motorvejen

Dagens mest alvorlige konsekvens ramte dog en 30-årig mand fra Fyn, som blev standset på Østjyske Motorvej ved Fredericia. Han var allerede kendt af politiet for tidligere forseelser og blev denne gang standset under kørslen uden førerret.

– Vi har haft en konfiskation af en personbil i forbindelse med færdselsaktionen. Vi har fat i en mand, som tidligere har været sigtet for forskellige forhold, blandt andet kørsel i frakendelsestiden og kørsel uden førerret. Da vi så stopper ham denne gang, har han så meget i bogen, at vi faktisk er i stand til at tage bilen. Det har vi gjort, fortæller Michael Schuh afsluttende.

Færdselsaktionen er en del af politiets løbende indsats mod trafikforseelser.

0 0 stemmer
Bedømmelse
Følg kommentarer
Notifikation på
guest
0 Kommentarer
Ældste
Nyeste Flest stemmer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer