Vi bryster os af at sætte barnets tarv først. Men i virkeligheden har vi opbygget et familieretligt system, hvor børn bruges som brikker, retssikkerheden foræres væk, og staten gennem Familieretshuset og kommunernes familieafdelinger optræder som en tredje, skjult part i højspændte forældrekonflikter.

TV 2 dokumentaren Spillet om børnene viser med brutal klarhed, hvordan afgørende beslutninger om børns liv træffes på løse antagelser, midlertidige vurderinger og uigennemskuelige processer. Dette er ikke undtagelser. Det er blevet praksis. Det er et systemisk svigt, ikke blot et forvaltningsmæssigt.

Retssikkerheden opløses bag børnenes ryg

I dag kan en enkelt bekymringshenvendelse fra en forælder føre til midlertidigt samværsstop uden beviser, uden reel undersøgelse, uden dom. Og det midlertidige kan i praksis vare i årevis. Den forælder der rammes, mister ikke bare tid men kontakt, relation og tillid. Og barnet mister den forælder der i systemets øjne blev for besværlig, for bekymret eller bare stod på det forkerte sted i sagsmappen.

Vi har indrettet et system hvor det er lettere at skille forældre ad end at samle dem. Hvor en strategisk forælder med psykologiske anklager og subtile manipulationer kan få det som vedkommende vil, mens den anden kæmper mod en mur af juridisk tåge og administrativ passivitet.

Og midt i det hele står barnet. Tavst. Skubbet rundt i systemets skyggespil. Tilsyneladende beskyttet, reelt forladt.

Eksperter skiftes ud, men barnet bliver stående

Børn i familie konflikter møder den ene fagperson efter den anden. Socialrådgivere, konsulenter, børnesagkyndige og mæglerteams, alle med skiftende metoder og vurderinger. Ingen følger barnet konsekvent. Ingen tager reelt ansvar. Det skaber usammenhæng, mistillid og utryghed og åbner døren for vilkårlige eller forældreskabende afgørelser der i stedet for at dæmpe konflikten cementerer den.

Det er ikke fagligt forsvarligt. Det er ikke et retssamfund værdigt. Og det er ikke i barnets interesse.

Når staten bliver part i stedet for beskytter

Det største svigt er dog ikke de enkelte fejl. Det er strukturen. Staten har gjort sig selv til tavs aktør i en konflikt den burde være neutral i. Familieretshuset og kommunale myndigheder optræder ikke længere som mæglere, men som tavse dommere der med få pennestrøg kan suspendere samvær, ændre bopæl og sætte indgreb i gang som normalt ville kræve stærk dokumentation.

Det kaldes barnets bedste. Men det er ofte ikke andet end dårlig faglighed forklædt som omsorg.

Forældre både fædre og mødre bliver fjernet fra deres børns liv uden rettergang. Ikke fordi de har svigtet, men fordi systemet er blevet så bange for at begå fejl at det hellere undlader at tage ansvar. Resultatet er børn der vokser op med et uoplyst fravær. Et savn som ingen tør forklare.

Når børn internaliserer statens fejltagelser

Vi taler sjældent om hvad det gør ved et barn at få frataget en forælder uden forståelig grund. Men vi ved det godt. Barnet begynder at tro at dets egne følelser er forkerte. At kærlighed til en fraværende forælder er illoyal. At tavshed er tryghed.

Det er psykisk vold. Ikke nødvendigvis fra forældrene, men fra et system der ikke tør stå ved sine egne beslutninger og derfor gemmer sig bag midlertidighed, undersøgelser og administrative rutiner.

De børn bærer skaderne videre ind i voksenlivet. Og samfundet står tilbage med endnu en generation der har lært at relationer kan afbrydes fra ét møde til det næste.

Hvad skal der til for at vende udviklingen

Det handler ikke om mere lovgivning. Vi har regler nok. Det handler om modet til at bruge dem rigtigt og menneskeligt.

I Dansk Folkeparti vil vi arbejde for følgende:

  1. En gennemgribende reform af Familieretshuset. Ikke flere pseudopædagogiske hensigtserklæringer. Vi har brug for faglig forankring, relationel ekspertise og hurtige, forpligtende afgørelser.
  2. Retssikkerhed for begge forældre – og barnet. Ingen afgørelser uden partshøring. Ingen samværsafbrydelser uden konkret, dokumenteret risiko.
  3. Børneinddragelse med menneskelig kontinuitet. Ét barn – én gennemgående fagperson. Ikke fem nye ansigter på et halvt år.
  4. Stop strategisk sagsmisbrug. Falske anklager og systematisk obstruktion af samvær skal have konsekvenser – ellers bliver staten medskyldig i forældrefremmedgørelse.

Vi skylder børnene at turde tage ansvar

Der er noget dybt skævt ved et system hvor det letteste er at skille en forælder og et barn ad og det sværeste er at få dem forenet igen. Hvor samfundet hellere lukker øjnene end konfronterer sin egen uret.

Men børn har brug for andet end sikre beslutninger. De har brug for rigtige beslutninger. Modige beslutninger. Menneskelige beslutninger.