Ledere er som bekendt mediernes forsøg på at tage stilling til forskellige emner, hvor man træder udenfor formidlingen, men i stedet for agerer som meningsdanner. Det er et format, som en del af publikum godt kan lide. Til tider er det dog ualmindelig træls, når man så ofte får rollen som den, der skal sige, hvad sagde jeg.
Men det sagde jeg.
Den forhenværende borgmester i Fredericia, Jacob Bjerregaard, blev tilsvinet godt og grundigt, som tak for indsatsen i politik og for Fredericia. Rullet i tjære og fjer og smidt ud af byen. Det stod hans egne for. De samme mennesker, der nu sidder på taburetter eller netop har forladt politik i utide, stod i fronten, da kniven skulle føres. Skandalerne for denne hårde kerne i Socialdemokratiet har været endeløs i tyverne. Aldrig før har man set så meget ballade og dobbeltspil i Fredericias historie. De vil skrive sig ind i historien, som værende de mest intrigante politikere, der havde save på albuerne og tudekiks i lommerne. Man havde intet set og intet hørt. Man vidste intet. Selvom man havde siddet med magten i årevis.
Siden Bjerregaard forlod Fredericia har nedturen været endeløs. Men det seneste byrådsmøde, hvor den nye borgmester, Christian Bro (A), måtte konstatere, at hele det socialdemokratiske projekt om enighed og fællesskab er smuldret, er vi i midten af tyverne landet på bunden. Stemningen i byrådet er katastrofalt dårlig. Det handler ikke længere om almindelige uenigheder mellem partier og gruppeformænd. Tværtimod handler det om grundlaget for at samarbejde, og hvordan man opfører sig ordentligt. Det er reelt, hvad der nu diskuteres.
Byens borgere må sidde undrende tilbage. Meningsmålingen fra begyndelsen af året viste, hvor mange vælgere der ikke ved, hvem de skal stemme på, hvis der var valg til byrådet. Det er mange. Også blandt dem, der som regel stemmer. Ved forrige valg gik man atter med budskabet om fællesskabet og sammenhold. Den bliver svær at sælge for Socialdemokratiet denne gang. Partiet er fuldstændig isoleret. De to vigtigste lokalpolitikere har forladt byrådet i utide. Alt imens baglandet gisper efter luft. Hvad er der sket, spørger man sig selv.
Først og fremmest har man glemt, hvad folk har stemt for. Det er et Fredericia i fremdrift, hvor man har konkrete ønsker og visioner, der skal bygge byen op og forbedre tilværelsen. I den sammenhæng er de fleste bedøvende ligeglad med politikernes lommeprojekter. De er langt mere interesserede i de helt og aldeles praktiske ting. Som eksempelvis, hvordan skoler og daginstitutioner fungerer. Eller om man kan komme ind til byen i sin bil, uden at holde i en lang kø på grund af planløst gravearbejde allevegne. De betontunge socialdemokrater har fuldstændig glemt, at de har en kommunenål på tøjet, fordi de er valgt af fredericianerne. De sidder der ikke, fordi de skal give hinanden poster. Arrogancen lyser ud af John Nyborg (A), når han efter skandalen om borgmesterens løgne, og som nyudnævnt gruppeformand for socialdemokraterne angiver, at det hele bare handler om, at man skal snakke sammen i noget andet end telefoner:
Nej, John. Det handler om, at man ikke kan stole på jer. Man kan ikke stole på, hvad I siger.
Det er synd for Fredericia.
Rundt omkring i krogene længes folk tilbage til den tid, hvor byen voksede og succeserne kunne ses allevegne. Nu har man fået teknokrati, hvor forvaltningen kører rundt med butikken, som det passer dem, mens politikerne har hovedet nede i suppen. Af samme årsag kan næste byrådsvalg ende med at blive en markant udskiftning af det nuværende hold. Udover de landspolitiske tendenser, så har vælgerne det med at huske. Denne gang kan socialdemokraterne ikke bruge et tocifret millionbeløb fra skattekassen til at finansiere spindoktorer, krisehåndtering og advokatbistand. De har mistet magten, der nu ligger hos de andre partier. Og ikke mindst Enhedslisten har meldt klart ud:
Det er slut med den tid, hvor man kan tage dem for givet.
Cecilie Roed Schultz kom i dag med et passioneret indlæg, hvor hun råt for usødet sagde, at hendes parti havde betalt en enorm pris for deres loyalitet overfor socialdemokraterne. Sådanne ord, som hun tilmed har sagt bag kulisserne, og før hun sagde det offentligt, burde have vakt alle socialdemokraternes opmærksomhed. Men ikke en eneste af dem reagerede på den kritik, der kom. De sad allesammen med et lettere smil på læben, som om de føler sig aldeles urørlige.
Og det er lige præcis den indstilling, de andre lokalpolitikere og mange fredericianere vil af med. Vi vil ikke have folkevalgte, der er ligeglade med Fredericia. Eller sandheden. Der ikke har respekt for deres kollegaer. Eller vælgerne. Eller ordentligheden. En borgmester må tale sandt. Altid. Fredericia er stødt på grund nu. Op mod jul og tæt på midten af tyverne. Derfor er gode råd dyre. Valgåret 2025 bliver et kampår, hvor alle partierne er klar over, at der skal meget til for at sikre kandidaterne genvalg. Men frem for alt, så er kassen tom. Det bliver svært at klare sagen ved at dele gaver ud. Og det vil være synd at sige, at det er flid, mange folkevalgte kan vise frem.
Stakkels Fredericia. Hvad nu?
