Løbesko

På Søndag den 07.05.23 er dagen, hvor Fredericia bliver centrum for Wings for Life velgørenhedsløbet, et globalt event med et ædelt formål: at støtte forskning i rygmarvsskader. Forberedelserne er i fuld gang, blandt arrangørerne er Henrik Kyhl, direktør i Phillips. Han og mange andre arbejder i disse dage på højtryk for at sikre, at alt er klar til den store dag.

Wings for Life World Run er et unikt velgørenhedsløb, hvor deltagerne løber for dem, der ikke kan. Løbet foregår samtidig i flere lande og har ingen fastlagt målstreg. I stedet indhenter en såkaldt “Catcher Car” løberne én efter én, indtil den sidste deltager er “fanget”. Alle indtægter fra løbet går direkte til forskning i rygmarvsskader. Fredericia er vært være vært og byen er så småt ved at være klar.

– Der er fuld fart på, men planlægningen er simpelthen perfekt. Vi havde forventet et langt større pres, men alt kører glat! Lige nu arbejder vi på at få de sidste kabler på plads, og alle tilladelser i hus – vi er mere end klar! Det bliver intet mindre end vidunderligt at opleve kulturkasernen syde og boble af energi på den måde, det kommer til, udbryder Henrik, med et bredt smil.

Deltagerne og tilskuerne kan se frem til en dag fyldt med underholdning og aktiviteter. Der vil være masser af partnerboder, bordfodbold, loungeområdet, food trucks, F1-simulatorer og meget andet. Som en særlig bonus vil kvinderne fra FHK, der netop er rykket op i 1. division, også deltage og løbe sammen med resten af feltet.

Inden løbet starter, vil der være et spændende program i Exercerhuset, hvor de første 700 fremmødte kan være med. Programmet inkluderer:

10:45 – 11:15: “Hvordan giver Red Bull viiinger” med Jonathan Bay, Sports Marketing Manager, Red Bull Danmark.

11:15 – 11:45: “At finde balancen mellem arbejds- og atletlivet” med Ida Mathilde Steensgaard, Verdensmester i OCR-løb.

11:45 – 12:15: “Motivationen til den ekstra kilometer” med Leon Kofoed, EM-vinder i OCR-løb.

12:15 – 12:40: Pause (her kan afhentes startnumre, varmes op og lignende).

12:40 – 12:55: Opvarmning med Ida Mathilde og Leon Kofoed.

Arrangørerne har store ambitioner for løbet og håber at sætte Fredericia på verdenskortet.

– Løbet vil blive livetransmitteret til hele 192 lande verden over, hvilket virkelig kommer til at sætte Fredericia på det globale kort. Det her event vil samle folk fra alle verdenshjørner og skabe en fælles oplevelse, som vi alle kan være stolte af, siger Henrik Kyhl og kommer med en opfordring:

– Alle bør komme med til Wings for Life i Fredericia på søndag, tag familie, venner eller kolleger under armen, og deltag i denne uforglemmelige dag, hvor sport, underholdning og solidaritet forenes i en kraftfuld hyldest til en vigtig sag.

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her