Solen stod højt over KFUM’s baner i Fredericia, da Solsikke Cup fyldte græsset med fodboldglade børn, stolte forældre og engagerede frivillige. For de deltagende børn med særlige behov blev dagen en uforglemmelig oplevelse med både mål, medaljer og masser af smil.

Et hjertebarn for formanden

For KFUM’s formand, Martin Erdmann, er Solsikke Cup kulminationen på en drøm, han har båret på, siden han overtog posten.
»Det, der sker i dag, er, at vi har inviteret til stævne for børn med særlige behov. De får et fodboldstævne, hvor der er pokaler til alle, og hvor det mest handler om at spille fodbold, men lige så meget om at være sammen med andre og have et fællesskab,« fortæller han og kigger ud over banerne, hvor latter og jubel fylder luften.

Han lægger ikke skjul på, at turneringen betyder noget helt særligt for ham personligt.
»Lige siden jeg blev formand, har jeg haft et stort ønske om at lave et hold for børn med særlige behov. Jeg synes, det betyder rigtig meget, at de børn får mulighed for at være med i et fællesskab. Ligesom alle andre børn har de brug for at komme ud, spille bold og skabe venskaber. Vi kan se, at det betyder meget for børnene, men vi kan også se, at det betyder enormt meget for forældrene,« siger Martin Erdmann.

Forældrenes glæde

Blandt tilskuerne på sidelinjen sad forældre med kameraer, store smil og en tydelig stolthed over deres børn.
»Jeg oplever, at forældrene bare er glade. De jubler, uanset om der bliver scoret eller tabt. Det vigtigste er, at børnene er med og møder andre hold. Det betyder rigtig meget,« siger formanden og fortsætter:
»Forældrene har ofte kæmpet for at finde fællesskaber, hvor deres børn kan passe ind. Derfor er det fantastisk at se, at det lykkes her. Der bliver klappet, krammet og taget billeder hele dagen – og det varmer virkelig.«

Børnene som stjerner

Også børnene selv lyste op.
»Børnene er glade hele vejen rundt. De jubler, når de scorer mål, men de jubler faktisk også, selvom de taber. De har det godt, og det er tydeligt, at de føler sig som en del af noget større,« fortæller Martin Erdmann.

Han peger samtidig på klubbens motto som en nøgle til dagens succes.
»Vi siger, at vi er klubben for alle. I dag viser vi virkelig, at det er mere end ord. Det er handling. Vi er en klub, der favner bredt, og hvor alle kan finde deres plads,« siger han.

En festdag for hele byen

Venstres spidskandidat i Fredericia, Peder Tind, var mødt op til stævnet og delte begejstringen over arrangementet.
»Solen skinner, Solsikke Cup er i gang, og det her er en festdag. Der bliver spillet fodbold, grinet og skabt stærke fællesskaber. Jeg elsker stærke fællesskaber, og jeg elsker, når Fredericia viser, at vi kan skabe rammer, hvor alle vinder. Det er præcis det, vi ser i dag,« siger han.

For Peder Tind handler dagen ikke kun om bold, men også om byens identitet.
»Jeg bliver stolt, når jeg ser formanden, de frivillige og alle de mennesker, der står bag det her. Det fortæller historien om, hvem vi er i Fredericia. Vi har fodbold på højeste niveau i Superligaen, men vi har også Solsikke Cup, hvor børn med særlige behov bliver fejret og hyldet som stjerner. Det kan vi være rigtig, rigtig stolte af,« siger han.

Alle vinder

For spidskandidaten var det især medaljeoverrækkelsen, der satte sig i hjertet.
»Har du set ét eneste barn uden et stort smil i dag? Jeg har ikke. Da pokalerne blev overrakt, var der en hel kødrand af forældre, der tog billeder, børnene løftede pokalerne højt, og alle var glade. Det er det, sporten kan – og det er det, Solsikke Cup kan. Forældrene er glade på deres børns vegne, børnene føler sig som en del af et fællesskab, og i sidste ende er det hele Fredericia, der vinder. Jeg er bare hammerende glad,« siger Peder Tind.

Solskin og symbolik

At vejret viste sig fra sin bedste side, var prikken over i’et.
»Jeg er rigtig glad for, at det ikke regner i dag. Havde det gjort det, havde det været en anden historie. Nu skinner solen, og det er helt fantastisk. Det er næsten symbolsk, at solen skinner på en dag, hvor vi kan fejre fællesskab,« siger Martin Erdmann.

Med Solsikke Cup har KFUM sat en tyk streg under sit motto om at være en klub for alle – og samtidig vist, hvordan fodbold kan være en vej til fællesskab, glæde og stolthed for en hel by.