Når fredericianerne går til stemmeurnerne den 18. november 2025, er det største spørgsmål ikke, hvem der vinder valget – men hvem der overhovedet møder op.
Alt for mange vælgere bliver hjemme, og det er et alvorligt problem for demokratiet.
For hver gang en borger vælger at blive væk, har vedkommende i virkeligheden allerede taget stilling – til, at politik ikke betyder noget.
Det er en resignation, der langsomt tømmer demokratiet for mening.
Når for mange lader være med at deltage, mister fællesskabet sin sammenhængskraft, og systemet sin legitimitet.
Sofavælgerne er i virkeligheden magtfulde, fordi deres fravær gør de mest trofaste partistøtter til dem, der alene sætter retningen.
Resultatet bliver, at beslutningerne i sidste ende repræsenterer færre og færre.
Endnu mere bekymrende er det, at mange af dem, der bliver hjemme, ofte er mennesker, som i forvejen kæmper med samfundets udfordringer – udsatte, syge eller pressede borgere, som har opgivet troen på, at deres stemme betyder noget.
Det er en negativ spiral, hvor de, der mest har brug for forandring, mister indflydelsen på den.
Hvad skal Fredericia egentlig?
Fredericia er en by med mange styrker. Det er her, vi bor, arbejder og færdes.
Det er vores by.
Men hvis vi vil invitere nye borgere og nye kræfter indenfor, skal vi også turde åbne os – både i handling og i fortællingen om os selv.
Det betyder noget, hvordan vi taler om Fredericia, og hvordan vi viser os frem.
Desværre har byen gennem årene været præget af sager og skandaler, som har tegnet et mindre flatterende billede.
Siden tiden med Thomas Banke og Jacob Bjerregaard har borgmesterkontoret været et sted med ustabilitet, og senest forlod også Steen Wrist posten før tid.
Uanset årsagerne har det givet ridser i lakken.
Det er svært at fremstå som en samlet, stærk by, når fortællingen udadtil handler om personfnidder og politiske fald.
Drift er ikke nok
Fredericia har i årevis været drevet som en velsmurt, økonomisk maskine – men sjældent med et budget, der rammer rigtigt.
Drift har været nøgleordet: at få tingene til at fungere, at få tallene til at hænge sammen.
Men måske er tiden kommet til at spørge, om det er nok.
Vi taler om folkeskoler, om institutioner, om økonomi og familieafdeling.
Men alt for ofte bliver det ved snakken.
Problemerne bliver analyseret og drøftet, men sjældent løst.
Der mangler et løsningskatalog, en retning, en vilje til reelt at ændre noget.
Et valg om ærlighed og ansvar
Kommunalvalget i 2025 burde være en anledning til netop den ærlighed.
Alligevel lød det på det seneste byrådsmøde, at Socialdemokratiet ikke vil fremlægge spareforslag før efter valget.
Det sender et uheldigt signal – for hvordan skal vælgerne tage stilling, hvis de ikke ved, hvad partierne står for?
Fredericia fortjener politikere, der tør vise, hvad de vil, før stemmerne er afgivet.
Og Fredericia fortjener borgere, der deltager i det fælles ansvar for at vælge retningen.
Demokratiet kan kun fungere, hvis begge dele er til stede:
Ærlighed fra de folkevalgte og deltagelse fra vælgerne.
Valget i november handler derfor ikke blot om drift og økonomi, men om troværdighed, tillid og modet til at tage del.
Hvis hverken politikerne tør melde klart ud, eller borgerne gider tage stilling, mister byen sin stemme.
Og det har Fredericia ikke råd til.
