I Nørre Aaby er en ny burgerbar ved at slå dørene op, og bag disken finder man to engagerede unge søstre, 17-årige Malou og 14-årige Aya Flarup. Sammen med deres familie har de omdannet byens mere end 50 år gamle grillbar til “Flarups Foodcorner” – et sted, hvor fokus er på hjemmelavede burgere af høj kvalitet.

Malou har netop afsluttet et år på HF, men valgte at tage et sabbatår for at finde en ny vej.

– Jeg blev virkelig skoletræt og kunne mærke, at det ikke var den rigtige vej for mig lige nu, fortæller Malou og fortsætter:

– Så jeg vil bruge min tid her i burgerbaren.

Aya, der går i 8. klasse på folkeskolen i Nørre Aaby, er også klar til at tage del i familiens nye projekt:

– Jeg skal arbejde her, og det glæder jeg mig til.

Idéen til at omdanne den lokale grill til en burgerbar kom fra familiens ønske om at skabe noget nyt og anderledes i byen.

– Vi synes, der mangler et sted som dette her, forklarer Malou.

– Det er også noget, vi selv har savnet – et sted, hvor tingene er lavet fra bunden, og hvor man kan spise fastfood med god samvittighed, siger hun mens hun ser ud over lokalet og peger på den nyinstallerede køkkenø, hvor friske råvarer snart skal forvandles til smagfulde burgere.

De håber, at deres nye burgerbar vil tiltrække både lokale og de mange efterskoler i området.

– Det kunne være fedt, hvis de også gad kigge forbi, siger Malou med et smil. I det samme går nogle elever fra en af efterskolerne i området forbi udenfor og kigger ind med nysgerrige blikke.

Spændte på åbningen

Torsdag den 12. september åbner Flarups Foodcorner officielt, og de to søstre ser frem til at byde de første gæster velkommen.

– Jeg håber, de kommer og tænker, at det er god kvalitet, og at burgeren smager godt hele vejen igennem, siger Malou og kigger kort over på Aya, som hurtigt tilføjer:

– At der ikke mangler noget!

Den nye burgerbar vil holde åbent fra torsdag til søndag fra klokken 16 til 20.30, men åbningstiderne kan måske udvides, hvis efterspørgslen er der.

– Vi må se, om vi skal holde længere åbent i weekenderne, hvis folk vil hygge sig her, siger Malou og fortsætter:

– Vi overvejer også at have spil, så folk kan komme og spille her.

Ideen er at skabe en afslappet atmosfære, hvor både unge og ældre føler sig velkomne.

Et nyt samlingssted i Nørre Aaby

Pigerne håber, at deres burgerbar kan blive et nyt samlingssted for både unge og ældre i byen.

– Jeg håber, det her bliver et sted, hvor folk vil hænge ud, siger Malou.

– Jeg ved godt, der ikke er super meget plads lige nu, men det håber vi, der kan komme senere. Der mangler et sted, hvor unge kan hænge ud her i Nørre Aaby, siger Malou og kigger rundt i det lille lokale. 

Malou og Aya drømmer om, at burgerbaren bliver en succes, og at folk vil tage godt imod deres initiativ.

– Jeg håber virkelig, at folk kigger forbi og sætter pris på det, vi har skabt, og at de vil bruge stedet, siger Malou.

Mens vi taler, er Malous og Ayas far også i fuld gang med at forberede til den kommende åbning. Malou vil tage hovedansvaret for burgerbaren, men familien støtter op de første par måneder, indtil at hun er helt tryg ved at stå der selv.

– Min mor, far og søster Aya vil hjælpe de første par måneder, men derefter regner vi med, at jeg står her selv, forklarer Malou.

– Det bliver spændende at se, hvordan det går.

Aya vil også arbejde i burgerbaren sideløbende med sin skolegang.

– Jeg glæder mig til at være en del af det, fortæller hun og ser frem mod den nye rolle

Selvom de to søstre er unge, er de bevidste om, at de har kastet sig ud i et ambitiøst projekt. Men de ser frem til udfordringen med stor entusiasme.

– Jeg er meget spændt på, hvordan det hele kommer til at forløbe, og hvordan jeg selv vil klare det, siger Malou.

– Jeg regner med, at det nok skal gå godt.

Med åbningen af Flarups Foodcorner håber de at skabe et nyt, populært mødested i Nørre Aaby – et sted, hvor folk kan nyde et måltid mad i hyggelige omgivelser og være en del af et nyt initiativ, der bidrager til lokalsamfundet.

– Vi håber bare, at folk vil kigge forbi og tage godt imod os, afslutter Malou med et smil.