SØNDAGSFORTÆLLINGER. Ole Nikolajsen er en mand, der aldrig har været bange for at tage springet. Hans liv er fyldt med vilde skift, store oplevelser, og pludselige udfordringer. Fra opvæksten i Snoghøj og Samsø til verdens største sportsarenaer og nu til en rolig og meningsfuld hverdag som holdleder i FC Fredericia. Søndagsfortællingen i dag handler om en mand, der er blevet ramt af både blodpropper og stress – men som har rejst sig igen.
Ole Nikolajsen er en mand, hvis liv altid har budt på skift og nye udfordringer. Han voksede op i Snoghøj ved Fredericia, hvor hans forældre var blandt de første, der byggede hus. Da han var 9 år gammel, tog livet dog en drejning, da familien flyttede til Samsø, hvor hans far blev direktør i Bikuben. Det var her, han tilbragte størstedelen af sin barndom, indtil han som 16-årig vendte tilbage til Fredericia og genoptog skolegangen med gamle kammerater.
Efter skolen blev Ole uddannet butiksslagter hos Brugsen på Nymarksvej. Men allerede tidligt mærkede han, at han havde brug for mere end en fast hverdag.
»Jeg har altid været en person, der har søgt det. Jeg ved ikke, om man kan sige spænding, men jeg har altid gået efter at lave det, som interesserer mig. Da jeg var færdig som slagter, der kom jeg til Søværnet, og da jeg var færdig ved Søværnet, der ville jeg egentlig gerne sejle videre,« fortæller Ole Nikolajsen.
Drømmen om eventyr til søs blev næsten til virkelighed, da han blev tilbudt en kontrakt som frømand i Søværnet. Men udsigten til at binde sig for fem år fik ham til at vælge en anden vej. Han vendte tilbage til slagterfaget, denne gang i Brugsen i Nørre Aaby, men opholdet blev kort.
»Chefen derovre og jeg var ikke helt enige om, hvordan man drev en slagterforretning. Så jeg søgte om at blive Falckredder, ud fra at jeg havde en kammerat, der var Falckredder – det lød sgu da meget sjovt. Jeg kom ind med det samme,« siger han med et smil.
Tiden ved Falck gjorde stort indtryk på Ole, som hurtigt fandt glæde ved arbejdet som redder, især fordi han oplevede, hvor stor en forskel han kunne gøre i situationer, hvor folk havde allermest brug for hjælp.
»Jeg tror faktisk, hvis jeg ikke var blevet fyret som Falckredder dengang… Ved Falck, der var det sådan dengang, at der kørte man efter Sifu-princippet: sidst ind først ud. Og selv efter fem år ved Falck var jeg stadigvæk den sidste ankommende. Det vidnede egentlig om, hvor lidt udskiftning der var ved Falck dengang. Og det var sådan noget med, at når man bliver ansat ved Falck, så er det en livstidsstilling. Og jeg elskede mit job ved Falck. Jeg tror, det jeg fandt ud af, det var, at jeg elskede at have med mennesker at gøre. Og jeg bilder også mig selv ind, at jeg var god til at håndtere mennesker, som var i krise. Som jo folk ofte er, når man kommer med en ambulance,« siger Ole Nikolajsen.
Efter Falck-årene gik turen videre til Shell, hvor han arbejdede frem til 1999. Det blev året, hvor hans liv tog en ny og afgørende drejning. Ole havde på dette tidspunkt fået en stor passion for triathlon, og sammen med andre ildsjæle besluttede han sig for, at Fredericia skulle være vært for VM i triathlon i 2001.
»Der blev vi så enige om, at det kunne ikke håndteres på frivillighedens vej længere. Så jeg blev ansat og var så ansat til at lave det i en del år. Og da VM så var overstået, blev jeg ansat i Fredericia Kommune. Det, der hedder udviklingsgruppen. Det, der i dag hedder Business Fredericia. Der blev jeg ansat som kommunens første arrangementchef og var det et par år,« siger han.
Ole Nikolajsen blev på den måde en nøglefigur i det lokale erhvervs- og sportsmiljø, og hans engagement blev bemærket uden for Fredericias grænser. Snart blev han tilbudt stillingen som sportschef i Dansk Triathlon Forbund, en stilling der både var politisk og administrativ, men som samtidig gav ham mulighed for at opleve sportens verden helt tæt på.
»Jeg sad i bestyrelsen på det tidspunkt i Triathlon Forbundet. Men eftersom vi var kommet på OL-programmet, så skulle vi have en professionel ledelse omkring landsholdet. Og det blev så mig,« forklarer han.
I rollen som sportschef fik Ole Nikolajsen mulighed for at opleve noget helt særligt, nemlig de Olympiske Lege. Han deltog både i Sydney i 2000 og Athen i 2004, og især oplevelsen af at modtage brevet fra Danmarks Olympiske Komité husker han tydeligt.
»Det var fantastisk. Altså for det første, bare det at få brevet fra Danmarks Olympiske Komité. Det er sådan, at når man er med som teamchef, så bliver man også udtaget. Selvom man er den øverste i forbundet inden for eliten, bliver man ikke bare automatisk tildelt. Man skal også kvalificeres eller i hvert fald udtages. Og at få det brev fra Danmarks Olympiske Komité, det var fuldstændig magisk. Og når man så, jeg tror der gik vel en måneds tid efter, man var officielt udtaget, så fik man sådan en kæmpe, kæmpe, kæmpe stor kuffert fyldt med alt muligt tøj. Det var jo en kæmpe barndomsdrøm, der gik i opfyldelse, at få lov at komme med til Olympiaden,« siger han med begejstring.
Selvom han selv havde drømt om at deltage som aktiv, blev oplevelsen som leder en kæmpe succes, som stadig fylder meget i hans hukommelse.
»Jeg havde måske håbet på, at jeg skulle være der som aktiv. Men mine evner havde ikke rakt til det, så det næste bedste var jo egentlig at komme med som leder. Og det var jo fuldstændig magisk. At det så foregik i Australien, gjorde det jo kun lidt mere eksotisk, synes jeg. Fire år senere fik jeg så lov at opleve det i Athen, og der var det selvfølgelig også en kæmpe oplevelse, men total kaos i forhold til de forhold, der var i Athen dengang. Sportsligt gik det jo ikke så godt i hvert fald i Australien. I Athen blev Rasmus nummer 6, tror jeg,« siger han.
Efter nogle år i triathlonverdenen og to Olympiske Lege blev Ole Nikolajsen kontaktet af Fredericia Håndboldklub (FHK), der tilbød ham et nyt kapitel i karrieren. Han blev spurgt, om han ville være forretningsfører i klubben, men Ole var ikke umiddelbart begejstret for idéen.
»Det havde jeg sagt, at det ville jeg bestemt ikke. Fordi jeg ønskede ikke at skulle dagligt referere til en bestyrelse og være bundet på, hvordan man skulle drive eller sidde i sit job. Så jeg foreslog dem egentlig at lukke den. Fordi jeg havde det egentlig godt i Triathlonforbundet. Jeg havde et drømmejob. Jeg havde 100 rejsedage om året rundt i hele verden. Det var selvfølgelig det med rejsedagene, der var tungt for familien. Men jeg fik jo lov at opleve alle de eksotiske steder i verden. Altså Australien, Hawaii. Masser af steder i USA. Og var på Lanzarote hele vinteren. Altså, der var altid sol og sommer, så det var fantastisk,« fortæller Ole Nikolajsen.
Men FHK gav ikke op, og lidt overraskende for Ole kom klubben tilbage med et endnu mere attraktivt tilbud – de ville ansætte ham som direktør.
»Det blev så startskuddet til, hvad jeg godt kan sige, nok de to et halvt mest hektiske arbejdsår i mit liv. Fantastisk spændende. Enormt lærerigt. Og, hvad kan man sige. Så sluttede det jo nok lidt på en måde, som jeg ikke havde håbet på. Men det er jo sådan, det er i elitesport. Der ved man aldrig, hvornår man er købt og solgt,« forklarer Ole ærligt.
Det viste sig hurtigt, at virkeligheden som direktør i en håndboldklub var langt mere udfordrende, end Ole havde forventet.
»Jeg fandt i hvert fald ret hurtigt ud af, at det at være direktør i en håndboldklub, det var for det første ikke noget let job. Og for det andet, så var det ikke helt så grønt, som jeg havde håbet på. Jeg kom ind til en klub, der havde en gæld på 2,3 millioner, tror jeg, det var. Man troede, man havde en gæld på 300.000.«
Ole tog hurtigt affære sammen med den daværende hovedsponsor, Claus Hansen fra Compass. Sammen lavede de en drastisk redningsaktion for at sikre klubbens overlevelse.
»Vi skulle lave et fuldstændigt turnaround i FHK, for at klubben kunne overleve. For ellers ville den gå konkurs. Så vi lavede det, der hedder Elitesport Lillebælt AS. Og Elitesport Lillebælt var egentlig tænkt som en paraplyorganisation på lige fod med det, man havde i SønderjyskE. Med at man skulle have nogle klubber inde under sig. Så vi snakkede på det tidspunkt fodbold, håndbold, volleyball, Middelfart, måske triathlon, måske badminton. For at man kunne spare en masse ressourcer. Altså samme model som SønderjyskE, som vi skævede meget til,« forklarer Ole Nikolajsen om idéen bag projektet.
På et tidspunkt var det helt afgørende for klubbens fremtid at rejse en stor sum penge, og her spillede det lokale erhvervsliv en helt afgørende rolle.
»Det lykkedes os så at få solgt aktier for 3 millioner, som var kravet for, at vi kunne fortsætte. Fordi lige på det tidspunkt der kom der også nye regler fra DHF om, at man skulle have lønsummen stående i egenkapital, for at man kunne få lov at drive en ligaklub. Det lykkedes lige med nød og næppe. På deadline reddede vi det. Jeg vil ikke sige, at det var Thomas Andersen fra Fredericia Skibsværft, der reddede det. Men han kom med de sidste penge, der manglede. Jeg tror, det var 360.000, der manglede for, at skibet kom i havn,« siger Ole.
Efter otte måneder i direktørstolen gik det op for Ole, at jobbet slet ikke passede til ham, og han begyndte at føle sig langt fra det, han oprindeligt elskede ved elitesport.
»Jeg fandt ud af, at det job, det var sgu ikke mig. Jeg var egentlig så langt væk fra det, jeg syntes, der var sjovt ved at have med elitesport at gøre. Jeg så stort set kun spillerne, når de skulle have mere i løn eller hvis de skulle have en ny sponsorbil. Jeg kom jo fra en verden i triathlonsporten, hvor vi var enormt tæt på de aktive. Hvis jeg rejste alene med de aktive til USA eller hvor pokker den nu var henne i verden med én aktiv til et stort stævne, så delte vi bare et dobbeltværelse. Altså, vi var meget, meget tæt. Når den aktive skulle ud at cykle hjemme, så cyklede jeg jo bare med, fordi jeg selv havde et ret højt niveau på det tidspunkt. Det var kulturen indenfor triathlon. Der var man meget tæt på hinanden. Og nu oplevede jeg lige pludselig en kultur, hvor man var enormt langt fra hinanden. Hvor man blev håndtaget, når der var én til træning i weekenden.«
Ole og klubbens bestyrelse blev enige om, at det var bedst, at han stoppede som direktør. Men klubben ville stadig beholde ham, og derfor oprettede de en ny stilling specielt til ham, som fik titlen teamchef, der i dag nok nærmere ville kaldes sportschef.
»Men det kunne jeg ikke rigtig være, fordi jeg havde ikke kompetencerne. Min faglige indsigt i håndbolden, synes jeg ikke var stor nok til, at jeg skulle ud og scoute spillere og så videre. Men man lavede en stilling, hvor jeg stod for driften af ligaholdet. Jeg stod for alt, hvad der hed kontrakter med spillerne. Når vi skulle have en ny spiller, aftalte jeg det sammen med træneren. Og så aftalte vi sådan nogenlunde, hvilken lønramme spilleren kunne ligge indenfor. Og så var det min opgave at få kontrakten til at falde på plads.«
Det viste sig at være et job, som Ole virkelig satte pris på, og som bragte ham tilbage tæt på det sportslige og menneskelige, som han holdt af.
»Lige pludselig var jeg jo en del af truppen. Fordi nu var jeg truppens talerør og truppens mand op til ledelsen. Og det job, det holdt jeg virkelig, virkelig meget af.«
Parallelt med den nye rolle i håndboldklubben blev Ole også iværksætter – lidt ved et tilfælde på sin egen fødselsdag.
»Sideløbende med det, det var kun en halvtidsstilling, startede jeg så ProPrint, som egentlig blev startet ved en tilfældighed på min fødselsdag i en sauna. Min gode kammerat Finn Roy og jeg sad og snakkede om, hvad pokker jeg skulle finde på, når jeg nu engang ikke skulle være i elitesport mere.«
Men lykken var ikke vedvarende i FHK, og pludselig meddelte klubbens daværende direktør, at Ole ikke skulle være en del af klubbens fremtid. Beslutningen ramte ham hårdt.
»Det var jeg utrolig ærgerlig over. Altså rigtig, rigtig ærgerlig. Vi havde jo lavet aftalen med bestyrelsen. Vi havde jo overholdt alle budgetrammerne. Vi havde jo gjort alt, hvad vi havde fået besked på.«
Men bitter var han ikke, snarere ærgerlig over situationen.
»Jeg følte jo lidt, at det var uretfærdigt. Men hvis man er i elitesport, så er den utrolig kynisk og kold. Den ene dag kan du gå ind i omklædningsrummet, så er du inde, og den næste dag kan du opleve, at du er ude. Det er bare sådan, vilkårene er. Det er benhårdt, resultatorienteret arbejde.«
Ole Nikolajsen var skuffet over afskeden med FHK, for han følte sig slet ikke færdig med arbejdet. Han havde lagt sjæl og hjerte i klubben og syntes ikke selv, han havde gjort noget for at miste sit job.
»Her, der følte jeg bare, jeg følte bare, jeg havde ikke gjort noget for at miste mit job. Det var langt fra, at det var gjort færdigt. Fordi vi netop var i en, synes jeg, meget stejl opadgående kurve på hele det projekt, der hed FHK. Vi havde nye sponsorer. Jeg havde jo selv været ude og lave to meget store aftaler med Fionia Bank dengang og Compass. Og vi havde jo, i min tid i FHK, tredoblet sponsorbudgettet. Så vi var jo rigtig godt på vej. Så jeg synes, det var rigtig, rigtig ærgerligt.«
Men selvom afslutningen gjorde ondt, havde Ole ikke mistet kærligheden til elitesportsmiljøet. Tværtimod:
»Hvorom det er sagt, hvis der var nogen, der kom og tilbød mig sådan et job i dag, så tror jeg stadigvæk, at jeg ville være dum nok til at sige ja. Fordi den verden, at være i et elitesportsmiljø, har for mig altid været et fantastisk arbejde. Fordi man har med nogle mennesker at gøre, som er dedikerede. Man har med nogle mennesker at gøre, som stort set uden undtagelse alle sammen er super egoistiske, men samtidig skal det få til at fungere som et hold. Og at have med sådan nogle mennesker at gøre, som den ene dag er inde, og den næste dag, så er de ude, det synes jeg er enormt spændende. At få hele sammensætningen af truppen til at fungere.«
I dag er Ole tilbage i elitesportens verden, denne gang hos FC Fredericia, og han mærker igen begejstringen og glæden ved at være del af en professionel trup.
»Jeg er kommet ud i et miljø nu, hvor der er en utrolig god stemning blandt spillerne, selvom der er 26 spillere til kun 11 pladser. Så har jeg ikke sporet endnu nogle bad vibes i truppen. Selvom der selvfølgelig er spillere, som formentlig føler sig enormt overset eller føler sig enormt ærgerlige, fordi de ikke får lov at spille eller starte inde hver eneste weekend. Men man kan bare ikke mærke det på dem. Det er sådan et miljø, jeg synes, der er fuldstændig elektrisk at arbejde i.«
En konkret situation med spilleren Svenn Crone illustrerer godt det barske, men fascinerende miljø, Ole nu igen befinder sig i:
»Jeg har tænkt meget her, for lige forleden dag, der får vi en ny spiller, Svenn Crone, der kommer ind. Det var sådan meget, meget pludseligt, at han kommer. Og jeg tænker bare, hvor må det være mærkeligt at være ham, der spiller på den direkte plads, som Svenn Crone spiller på, som egentlig gør det godt. Og nu kommer der en, som lige pludselig har spillet 150 Superligakampe eller sådan noget lignende. Man skal have en fantastisk psyke for at kunne leve i sådan et miljø. Og det bliver jeg fanget af.«
Men sideløbende med fodbolden har Ole gennem mange år også drevet sin egen virksomhed, ProPrint, som han stiftede tilbage i 2003. Det blev pludselig en fuldtidsbeskæftigelse efter bruddet med håndbolden, og det var både skræmmende og spændende.
»Det var på en måde både skræmmende og også fedt at prøve at stå på egne ben. Jeg havde jo egentlig været vant til, siden 1999 dengang, at være egen herre eller chef for en forretning. Triathlon var jo egentlig gået hen og blevet en ret stor forretning med en omsætning på over 3 millioner i 2001, da vi havde VM. Der var jeg jo chef for 450 frivillige mennesker. Og da vi havde VM i 2005, var det jo det samme. Der var jeg også chef for de der 650 frivillige hjælpere. Men det var skræmmende det der med, at nu skulle jeg altså lige pludselig til at tjene min egen løn. Altså hvis jeg ikke gik ud og solgte nogle varer, så fik jeg altså ikke noget løn. Men det var virkelig, virkelig spændende.«
Ole var autodidakt inden for trykbranchen, men han vidste én ting – han kunne sælge:
»Jeg var jo totalt autodidakt inden for trykverdenen. Det eneste, jeg egentlig havde erfaring med, det var, at jeg havde været fejedreng på et trykkeri tre år i streg i min sommerferie på Samsø. Ellers kendte jeg intet til den branche der. Men jeg har også altid kaldt mig mere købmand, end jeg har kaldt mig trykker.«
Hans evner som sælger blev endda testet på landsdækkende tv i programmet ”Super-sælgerne”, hvor han også vandt sin afdeling i Fredericia:
»Der var det program, der hed Super-sælgerne, hvor man fik 25 eller 100 fodbolde, og dem skulle man så få til at vokse i værdi i løbet af 24 timer. Der var den afdeling her i Fredericia, som jeg gik ind og vandt. Ikke dårligt.«
Nu har Ole solgt ProPrint videre efter 20 år, og den beslutning var langt mere kompliceret og følelsesladet, end han først havde forestillet sig:
»Det har været meget, meget sværere, end jeg troede. Jeg har altid sagt, at man ikke har følelser i en virksomhed eller i døde ting. Men det er klart, at en virksomhed, som gik fra at være bare mig til at være syv, da vi var flest, til at være det, den er i dag. Det er en god etableret lille nicheforretning, som stort set altid har givet et overskud. Det har været svært. Det har ikke været en millionforretning, hvis man skal sige det på den måde. Min holdning har egentlig altid været sådan, at så længe vi har sorte tal på bundlinjen, så længe vi alle sammen får vores løn, så er jeg egentlig glad og tilfreds, fordi jeg blev ikke selvstændig for at blive millionær. Jeg blev selvstændig, fordi jeg var drevet af at prøve at skabe noget.«
Han indrømmer, at det også handler om timing, og sygdommen gjorde beslutningen lettere:
»Hvis jeg ikke var blevet syg, så havde jeg ikke solgt ProPrint. Men jeg synes også, at det at drive virksomhed i dag for en type virksomhed som min, hvor der kun sidder én i ledelsen, som skal lave det hele, altså mig selv, der kommer rigtig mange krav. Altså, så skal man ind og rapportere om sine emballager, timerne og næsten hvor meget kaffe man drikker i kantinen. Der er rigtig, rigtig meget arbejde i det.«
Ole er en mand med mange lag – en fighter, der både i erhvervslivet og sporten har taget imod udfordringer med åbne arme. Men en alvorlig blodprop sidste år tvang ham til at stoppe op og genoverveje, hvordan han ville bruge sine kræfter i fremtiden:
»Jeg har altid godt kunnet lide en udfordring, og jeg har altid godt kunnet lide at bruge mig selv. At jeg startede som fodbold- og håndboldspiller var måske i virkeligheden en fejl, fordi jeg fandt ud af, at mine evner lå placeret mange andre steder. Jeg mente selv, at diverse landstrænere forbigik mig gang på gang, når de skulle udtage landsholdet i fodbold, men jeg må nok bare erkende, at mine evner ragte bare ikke til det, jeg selv syntes, jeg var god nok til.«
Dermed startede et nyt kapitel – både privat og professionelt – for Ole Nikolajsen. Ole Nikolajsen har aldrig været typen, der gjorde noget halvt. Når han satte sig et mål, skulle det helst opfyldes – også når det gjaldt triathlon:
»Jeg ville være blandt de bedste i Danmark. Det havde jeg sat mig et mål om, at jeg gerne ville. Ja, en 11. plads til DM, det er jeg vel blandt de bedste, er det ikke det? I hvert fald deroppe af. Jeg havde et mål om, at jeg enormt godt kunne tænke mig at komme på landsholdet. Det kunne være et mål i sig selv. Det prøvede jeg i 99, hvor jeg fik lov at køre EM nede i Holland. Og så havde jeg den store drøm, det var at få lov at komme til Hawaii. Og det har jeg opnået på mit sidste race i 2001. Så jeg har altid været vant til den der kamp, hvor man virkelig, virkelig skulle præstere. Og hvor der virkelig blev afregnet ved kasse 1.«
Ole understreger, at den kampgejst, han har haft i sporten, også er noget, han har taget med i resten af livet:
»Jeg kunne ikke snyde nogen. Hvis jeg cyklede mindre, end jeg egentlig skulle, så vidste jeg, at så kom jeg til at køre langsommere i konkurrencerne. Hvis jeg sprang løbepas over, så kunne det godt være, jeg snød, men det var mig selv, jeg snød. Når du går ind i det her, så skal du fandeme blive ved. Min gamle far, som desværre ikke lever mere, lærte mig et ordsprog, der hedder: Jeg kan, jeg skal, jeg vil. Det er sådan ét, der kører i hovedet på mig hver gang, når det gør allermest ondt. Det hænger stadig på min væg på kontoret. Det har fulgt mig altid.«
Men i 2022 blev Ole ramt af en hård opbremsning. En blodprop satte pludselig alt på pause, og det blev et enormt chok for ham, der altid havde været vant til at være i god form og fuld fart frem:
»Det var virkelig et chok. Om jeg havde set det komme? Nej, det tror jeg ikke. I min verden er blodpropper sådan noget, der rammer folk, der lever enormt usundt, er stærkt overvægtige eller ikke dyrker sport og har et meget stresset liv. Det sidste kunne jeg godt nikke genkendende til. Om det var stresset, det ved jeg ikke, men jeg havde i hvert fald et meget travlt arbejdsliv.«
Det hele startede med, at han mærkede smerter efter et velgørenhedscykelløb:
»I april måned sidste år, efter et cykelløb jeg havde arrangeret, mærkede jeg i min ene læg, at der var et eller andet galt. Som om jeg havde krampe. Det gik jeg med et par dage, og så gik jeg op til min behandler, Mette Bjeld, og bad hende om at give mig akupunktur på det. Hun siger ret hurtigt til mig: ‚Din læg fejler ikke noget. Du har en blodprop.‛ Jeg sagde til hende: ‚Nej, jeg har sgu ikke nogen blodprop.‛ På vej ud siger hun igen: ‚Ole, jeg mener det. Du skal gå til læge.’«
Han ignorerede det først, men efter kraftige opfordringer fra sin kone kom han afsted og fik konstateret blodprop i højre læg. Senere, på en ferie i Kroatien, blev det værre:
»En nat vågner jeg ved, at jeg simpelthen ikke kunne være nogen steder for smerter. I mit ene ben og i mit højre bryst. Efter nogle timer googler jeg lidt for sjov, og der stod bare store røde advarselslamper: blodprop, blodprop, blodprop.«
Ole blev akut indlagt i Kroatien, men først hjemme i Kolding kom den fulde diagnose:
»De finder en 21 centimeter lang blodprop i min venstre læg. Så stor en blodprop havde lægerne aldrig set før i en lægmuskel. Samtidig viste alle blodprøverne, at der også var en blodprop i højre lunge sammen med en lungehindebetændelse.«
Det satte naturligvis dybe spor hos Ole:
»Det tog fuldstændig luften ud af mig. Men jeg fik så at vide, at jeg skulle slappe af og tage det med ro. Men det kunne jeg bare ikke. Der var så meget arbejde at lave, både i ProPrint og i min pølsevogn. Så jeg hørte sgu ikke rigtigt de signaler, der kom.«
Men kroppens signaler blev efterhånden umulige at ignorere:
»Sidste efterår, omkring oktober, begyndte jeg at få det mærkeligt. Jeg fik ikke rigtigt lavet noget. Glemte ting. Sad foran computeren og kunne ikke ane, hvorfor jeg sad der. Der kom en masse symptomer.«
En samtale med Ole Mortensen blev vendepunktet.
»Jeg kunne simpelthen sidde og sætte flueben ved alt det, han oplevede af symptomer, og tænkte, hold kæft mand, det er jo sådan, jeg har det. Min kone fik mig sendt til læge, og det tog ikke lægen mere end to minutter at konstatere, at jeg var syg med stress. Det var nok det sværeste af det hele. Det var sådan en usynlig sygdom. Jeg følte mig ikke syg, men jeg kunne ikke ret meget.«
Det blev en tung erkendelse for Ole:
»Jeg syntes virkelig, det var fandeme svært. Jeg bliver meget ked af det, når jeg tænker på, hvor let man egentlig knækker, og hvor sårbar man bliver lige pludselig.«
Beslutningen om at sælge ProPrint blev taget – og det skabte plads til en ny start hos FC Fredericia. Her har han genfundet glæden ved elitesport, men i en rolle, der passer perfekt til hans nuværende situation:
»Det er fantastisk. Jeg er kommet ud på en arbejdsplads, som er enormt harmonisk med en meget flad organisation. Der sidder Stig som direktør, men han er jo bare en af os. Der er virkelig ingen skel, om du er holdleder, spiller eller direktør. Det er nærmest én stor harmonisk trup.«
Ole er blevet kitmanager, en holdleder, og rollen passer ham perfekt nu:
»Jeg skal arbejde i det, jeg kalder grønne kasser. Altså nogle opgaver, der er lette at løse, hvor jeg bare skal hjælpe andre til en bedre hverdag. Hver gang jeg gør noget, er der nogle mennesker, der bliver glade.«
Nu har Ole fået ro og en ny retning, hvor han fortsat kan være tæt på sporten uden at stå midt i rampelyset:
»Her har jeg fået et job, hvor det ikke drejer sig så meget om, hvad jeg præsterer. Det drejer sig ikke om mig. Det er ikke mig, der får klapsalverne, når der bliver scoret på banen, og det har jeg det sindssygt godt med.«
Til sidst fastslår han med optimisme, at dette nok er det job, han bliver gammel i:
»Jeg er rigtig glad for det, jeg har fået nu, og kan sagtens se mig selv i de sidste 5-6-7 år, jeg har tilbage på arbejdsmarkedet, at de kommer til at foregå her. Så stod det til mig – man skal selvfølgelig aldrig sige aldrig – men stod det til mig, så var det et job, jeg bliver gammel i.«
Læs også
