Ældre borgere oplever markante huslejestigninger, når de flytter i plejebolig – selvom boligen bliver mindre. Nu vil udvalgsformand David Gulløv (S) se nærmere på sagen.
En borgers mor flyttede på plejehjem i Fredericia, faldt kvadratmeterne drastisk – men huslejen steg med 2.800 kroner. Med baggrund i borgerens offentlige opslag kræver politikere en afklaring af, hvorfor demente borgere skal betale for fællesarealer som om de boede i et privat lejeboligbyggeri. Det kan virke som et paradoks: En ældre borger flytter fra sin egen bolig til en plejebolig på et kommunalt plejehjem – og oplever alligevel en kraftig stigning i huslejen. For formanden for Senior- og Socialudvalget i Fredericia, David Gulløv (S), kalder situationen både uforståelig og uholdbar.
I opslaget på Facebook, der i weekenden blev delt vidt og bredt, beskriver borgeren, som AVISEN også talt med, hvordan borgerens mor efter flytningen til det kommunale plejehjem Hybyhus nu betaler 5.261 kroner i husleje for 39 kvadratmeter – næsten 3.000 kroner mere end i hendes tidligere almene bolig på 65 kvadratmeter.
Samtidig går 4.411 kroner til kost, hvilket betyder, at hun efter regningerne har 1.578 kroner tilbage af sin pension på 11.250 kroner. Når forsikring, TV og øvrige faste udgifter er betalt, resterer der 1.212 kroner om måneden til personlige fornøjelser, medicin og pleje.
»Det virker urimeligt, hvorfor man som patient skal betale alle fællesarealer til en plejeinstitution,« skriver borgeren og opfordrer byrådspolitikerne til at forklare rimeligheden.
Reglerne ligger ikke i kommunen
De markant højere huslejer har sat gang i en debat i Fredericia, efter at pårørende til ældre har delt historier om voldsomme stigninger ved flytning til kommunale plejecentre. Mange undrer sig over, hvorfor beboerne skal betale for fællesarealer gennem huslejen – selvom de bor i en kommunal plejebolig.
Ifølge David Gulløv ligger forklaringen i lovgivningen.
»Det kan virke meget mærkeligt. Jeg kan sagtens se udfordringen i det. Jeg synes, det skal give mening, og det skal være forståeligt på en eller anden måde. Det kommer også an på, hvordan plejehjemmet er opført. Der ligger jo nogle regler, og det er jo regler, som vi egentlig ikke selv afgør – de er afgjort et helt andet sted i forhold til lejeloven. Vi kan diskutere rimeligt eller ej, men det er jo ikke noget, vi kan gøre noget ved,« siger han.
Han understreger, at kommunen ikke må dække udgifter, som efter loven skal betales af beboerne selv.
»Det må ikke være en del af kommunens drift,« siger han.
»Det gør mig frygtelig ondt«
Alligevel gør sagen indtryk på udvalgsformanden.
»Jeg kan sagtens forstå, at det er uforståeligt for borgerne. Det gør mig frygtelig ondt, når jeg hører, at nogle ældre stort set ingen penge har tilbage sidst på måneden. Jeg tror, de fleste mennesker på et eller andet tidspunkt har prøvet at stå i sådan en situation – men det er noget helt andet, når man er gammel og ikke længere kan løbe hurtigere for at få det til at hænge sammen,« siger han.
Ifølge Gulløv er det et spørgsmål om værdighed.
»Det gør mig ondt, uanset hvem man er, at man knap nok har til dagen og vejen, når de første udgifter er betalt. Det gør mig rigtig ondt,« siger han.
Vil tage sagen op allerede i denne uge
David Gulløv fortæller, at sagen allerede er på hans radar – og at udvalget vil drøfte den snarest.
»Vi kigger på det. Og det begynder jeg på allerede i løbet af den her uge,« siger han. »Lige nu sidder jeg som formand for Senior- og Socialudvalget, så jeg har en opgave. Forhåbentlig kan jeg få lov til at følge opgaven til dørs efter valget.«
Han lægger ikke skjul på, at det bliver en vanskelig proces.
»Det er svært at sige, om vi overhovedet kan gøre noget ved det. Men hvis der er noget, vi kan gøre noget ved, så synes jeg, vi skylder hinanden som politikere at kigge ind i det. Og det gør vi. Det er helt klart mit mål,« siger han.
Hvor går grænsen?
På spørgsmålet om, hvor grænsen går for, hvad ældre selv skal betale for, tøver han et øjeblik.
»Jeg ved ikke, om der på den måde er nogle grænser. De ældre sidder jo også alt efter, hvem de er, og hvad de har som formål. Så sidder de jo med forskellige kroner på lommen og forskellige muligheder for at betale,« siger han.
Han tilføjer:
»Det handler om, at tingene skal give mening. Nogle ting kan vi måske gøre noget ved – og det er mit mål: at gøre noget ved det, vi kan gøre noget ved.«
En debat om værdighed og rimelighed
Sagen i Fredericia føjer sig ind i en landsdækkende debat om, hvorvidt ældre borgere skal betale husleje og fællesudgifter på linje med almindelige lejere – selv når de flytter i kommunale plejeboliger.
For David Gulløv handler det i sidste ende om respekt for borgernes livssituation:
»Vi skal kunne forklare, hvorfor tingene er, som de er. Og når vi ikke kan det, må vi se, om reglerne er rimelige. Det skylder vi de ældre,« siger han.
