Afstanden mellem materiel velstand og unges trivsel vokser. Det er konklusionen i en ny rapport fra Trivselskommissionen, der efter et års arbejde fremlægger en række anbefalinger til at vende udviklingen. For på trods af økonomisk fremgang oplever en stigende gruppe unge psykisk pres, lavt selvværd og en følelse af utilstrækkelighed.
Trivselskommissionens formand, Rasmus Meyer, mener, at der er behov for et sporskifte i tilgangen til trivsel. Han understreger, at rapporten ikke blot er en analyse af problemerne, men også et forsøg på at formulere et dansk svar på en vestlig udfordring.
– Vi ønsker at formulere et dansk svar på de trivselsudfordringer, vi står overfor – med udgangspunkt i det, vi er gode til herhjemme: pædagogik, dannelse, civilsamfund, livsoplysning, karakterdannelse og fællesskaber, siger han.
Mobilfri skoler og en ny tilgang til trivsel
Blandt rapportens mest markante anbefalinger er forslaget om at fjerne mobiltelefoner fra folkeskolen og udskyde børns smartphonedebut til 13-årsalderen. Kommissionen peger på, at skærmbrug har en negativ indflydelse på unges søvn, koncentration og sociale relationer, og at de digitale platforme forstærker præstationspresset.
Børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye bakker op om anbefalingen og bekræfter, at regeringen vil arbejde for et lovindgreb.
– Jeg kan allerede nu sige, at regeringen bakker op om mobilfrie folkeskoler. Vi går derfor i gang med at forberede en lovændring, der med respekt for lokal medbestemmelse skal få mobilerne ud af både klasselokaler og skolegårde, siger han.
Også kulturminister Jakob Engel-Schmidt ser et mobilforbud som et vigtigt første skridt. Han mener, at en hverdag uden skærme kan give børn bedre muligheder for at engagere sig i fritidsaktiviteter.
– Smartphonen skal ud af de mindste børns liv og erstattes af fritidsaktiviteter sammen med andre. Forhåbentlig kan vi fylde tiden op med sport, leg og kulturoplevelser, siger han.
Mindre præstationspres, stærkere fællesskaber
Ud over mobilforbuddet anbefaler Trivselskommissionen, at unges tro på egne evner skal styrkes, og at alle børn bør deltage i en fritidsaktivitet med andre. Ifølge rapporten skal skolesystemet balancere kravene til faglige præstationer med en større vægt på dannelse, robusthed og livsmod.
Økonomiminister Stephanie Lose fremhæver, at langt de fleste børn i Danmark trives, men at udviklingen alligevel kalder på handling.
– Langt de fleste danske børn og unge har et trygt liv og trives. Det skal vi glæde os over. Men når flere er kommet i dårlig trivsel, kalder det på handling, siger hun.
Hun understreger samtidig, at løsningen ikke kan findes ét sted, men kræver et fælles ansvar mellem familier, skoler, civilsamfund og erhvervsliv.
Fra anbefalinger til handling
Trivselskommissionens rapport stiller skarpt på en række samfundstendenser, der har forandret unges hverdag. Individualisering, digitalisering og et stigende tempo har skabt en generation, der står over for nye former for pres, og kommissionen advarer samtidig mod en tendens til at sygeliggøre almindelige livsudfordringer.
Regeringen har allerede meldt ud, at et mobilforbud i skolerne vil blive realiseret, og flere af kommissionens anbefalinger er nu til politisk behandling. Hvordan og i hvilket omfang anbefalingerne vil blive omsat til konkret lovgivning og initiativer, vil de kommende måneder vise.