BUSINESS. På Nørrebrogade i Fredericia ligger en butik, der har overlevet alt fra inflation og kriser til pandemi og stigende råvarepriser. Men nu føler slagtermester Frank Gregersen, at han står over for sin hårdeste modstander nogensinde – kommunens vejarbejder.
Han elsker Fredericia, som han kalder sin by med stort F. Han taler med den ro og myndighed, der kendetegner en håndværker, der har set det meste. Men i dag er stemmen træt.
»Jeg gider ikke mere. Jeg gider ikke engang tale om det. De har lavet asfalt og gravet i jorden flere år – on and off – og nu kan jeg simpelthen ikke se en ende på det. Det har stået på alt for længe. Vi kan ikke drive forretning under de her forhold,« siger han.
En bydel i undtagelsestilstand
Uden for slagterens forretning på Nørrebrogade er asfalten gravet op. Trafikken snor sig omkring maskiner, afspærringer og omkørsler. De mange måneder med afbrudte forbindelser har slidt på både erhvervslivet og tålmodigheden.
»Det er svært at få varer hjem. BC Catering, som leverer til mig, vil ofte ikke engang køre hertil. Jeg må selv hente mine varer ude ved Biltema, fordi de ikke kan komme frem. Og når jeg skal ud med varer – tapas, catering, hvad det nu er – så aner jeg ikke, hvordan jeg skal komme ud af byen. Jeg må ikke køre ud fra 6. Julivej, og holder jeg på hjørnet, risikerer jeg parkeringsbøder,« siger han og ryster på hovedet og fortæller, at senere i dag er p-vagterne nok klar med bødeblokken til beboere og folk i kvarteret, uden forståelse for det kaos, vejarbejdet skaber.
Frank Gregersen slår ud med armene. »Det her er ikke bare en forstyrrelse. Det er et erhvervsmæssigt mareridt. Kunderne giver op, inden de når frem. Kørelæreren kan ikke komme rundt med sin trailer. Vi er nogle, der gerne vil drive forretning her, men det bliver gjort umuligt.«
En by, der mister pusten
Slagteren har forståelse for, at der skal laves vejarbejde. Rør skal udskiftes, kloakker skal renoveres, og infrastrukturen skal vedligeholdes. Men for ham handler problemet ikke om, at arbejdet udføres – men om hvordan.
»Jeg har aldrig sagt, at man ikke skal renovere. Selvfølgelig skal man det. Men det handler om planlægningen. Hvorfor skal det altid gøres på en måde, der generer flest muligt? Hvorfor er der ingen, der spørger os, hvornår vi har mest travlt, så de måske kunne arbejde i den anden ende? Det føles, som om vi bare bliver chikaneret. Der er snart ikke nogen selvstændige tilbage på Nørrebrogade,« siger han stille.
Han peger ud ad vinduet. »Der var engang liv her. Nu er der kun afspærringer.«
Et erhverv der mister troen
For Frank Gregersen er det ikke længere et spørgsmål om frustration, men om resignation.
»Jeg har givet op. Jeg har kæmpet i årevis for at blive hørt. Men kommunen lytter ikke. De orienterer os bare – fortæller, at nu går de i gang igen. Vi får at vide, at de selvfølgelig vil gøre alt for ikke at genere os, men resultatet er det samme. Vi bliver sat tilbage hver gang,« siger han.
Han sukker. »Det værste er, at de tror, det går over. Men for mange af os gør det ikke. Vi mister omsætning, lærlinge, arbejdskraft. Kunderne finder andre steder at handle. Folk får nye vaner. Og når først de har vænnet sig til at handle et andet sted, kommer de ikke tilbage.«
Kaos og frygt for trafiksikkerheden
Det er ikke kun økonomien, der bekymrer ham. Han frygter også for trafiksikkerheden midt i de mange afspærringer og omkørsler, og man kan endda se, at mange afspærringer slet ikke fører til, at der laves noget gennem flere dage.
»Det er direkte kaos. Der er biler, der holder, hvor de ikke må, fordi de ikke kan komme andre steder. Folk forsøger at finde genveje. Det er uoverskueligt, og jeg frygter for de bløde trafikanter – børn, ældre, cyklister. Der er ingen klar retning. Det er som om, det hele bare bliver klasket sammen,« siger han.
Han fortæller, at selv hans kone, som han beskriver som »den mest lovlydige kvinde, jeg kender«, er begyndt at tage ulovlige smutveje for at kunne komme ud af byen. »Hun sagde til mig: Jeg gad ikke mere. Jeg kørte bare ud på Egeskovvej. Og det er jo farligt – det er der en grund til, man ikke må. Men folk mister tålmodigheden,« siger han.
Manglende koordinering og kommunikation
Ifølge Frank Gregersen er det ikke vejarbejdet i sig selv, der vælter læsset, men den manglende koordinering.
»Man laver arbejde i uge 41, springer uge 42 over og fortsætter igen i uge 43. Hvorfor? Fordi der er efterårsferie? Der er ingen logik. Der er ingen, der siger noget. Socialdemokraterne forsvarer det hele på Facebook, som om alt er perfekt. Men de burde komme herned og se virkeligheden,« siger han.
Han efterlyser noget så enkelt som dialog. »Hvis bare de ville komme forbi og spørge: Hvornår får du varer? Hvornår har du mest travlt? Hvordan kan vi gøre det lettere for dig? Men det sker aldrig. Vi bliver bare orienteret – ikke spurgt.«
»Andre byer kan finde ud af det«
Gregersen mener ikke, at problemet er nødvendigheden af arbejdet – men måden det udføres på.
»Jeg har set, hvordan man gør i andre byer – både herhjemme og i udlandet. Der kan man godt lave vejarbejde på en måde, hvor butikkerne stadig kan holde åbent, og hvor folk kan komme frem. Det koster måske lidt mere, fordi man planlægger bedre og arbejder hurtigere, men man regner til gengæld på hele samfundsøkonomien. Det gør man ikke her,« siger han.
Han mener, at Fredericia overser den menneskelige og økonomiske regning. »Andre steder tænker man på, at mennesker får nye vaner, hvis alt er lukket for længe. Her i byen glemmer man det. Forbrugerne finder andre veje, og så kommer de ikke tilbage. Det koster for os, der prøver at skabe noget lækkert og holde byen i live,« siger han.
En sommer spildt på stilstand
Han forstår heller ikke, hvorfor arbejdet ligger stille i perioder, hvor vejret er bedst.
»Jeg forstår det simpelthen ikke. Sommerferien – hvor der er tørt, lyst og masser af mulighed for at arbejde – den bliver ikke udnyttet. De kunne have gjort det færdigt der. Der er jo fint vejr til at lægge asfalt. I stedet holder de pause og begynder igen, når efteråret sætter ind. Det er dårlig planlægning,« siger han.
Slagtermesteren taler roligt, men ordene bærer vægten af mange års tålmodighed, der er slidt op.
»Det har stået på for længe. Jeg forstår ikke, hvordan man kan lade det køre sådan her. Det her er år to – og hvis man ser på alt det, de har lavet de sidste syv år i byen, så føles det som ét langt vejarbejde. Man slår erhvervslivet i stykker. Det holder ikke,« siger han.
Han kigger ud over gaden, hvor der er helt stille. »Jeg elsker Fredericia. Men hvis politikerne ikke snart vågner og ser, hvad vi skal drive forretning under, så er jeg ikke sikker på, at der er meget tilbage af det Fredericia, vi elsker,« siger Frank Gregersen.
