I Fredericia fejrer vi hvert år 5.-6. Julidagene. Det er en markering af den danske sejr i Slaget ved Fredericia den 6. juli 1849, men hvordan forløb slaget egentligt? Her kommer en meget kort gennemgang af den store kamp foran Fredericias volde.

Den 4. juli 1849 blev der i Vejlby Præstegård på Fyn afholdt et krigsråd, hvor alle de øverstkommanderende for den danske hær deltog. Fæstningsbyen Fredericia havde været under belejring siden maj måned, og nu skulle fjenden slås tilbage. Forskellige angrebsscenarier havde været på bordet, men overgeneral Bülow fastholdt sin plan om et samlet udfald fra fæstningen.

Mellem den 4. og 5. juli blev der derfor overført knap 20.000 soldater til Fredericia, så der i alt var 23.600 soldater i fæstningen. Bülow blev om aftenen den 5. juli også overført til fæstningsbyen sammen med sin stab for at afholde et sidste krigsråd i fæstningskommandantens bolig Bella Vista. I Fredericias gader og langs Østerstrand stod 19.400 soldater nu klar til at udføre udfaldet.

Julivejret var skiftet fra koldt og regnfuldt til varmt og stille med klart vejr. Mørket og en tæt damp over jorden kunne skjule den første fremrykning. Klokken 01.00 om natten mellem den 5. og 6. juli gav hærens overgeneral Bülow ordre til at rykke ud. Generalmajor de Mezas 1. Bataljon udgjorde avantgarden, og var således de første soldater på slagmarken. Man rykkede i al hast cirka halvanden km ud i terrænet og besatte en knap 1 km bred korridor mellem Egeskovvej og Treldevej. Dette område var kun tyndt besat med fjendtlige soldater, og der skulle blokeres for fjendtlig indtrængen for at splitte fjendens styrker. Både vest og øst for korridoren stod større fjendtlige stillinger. Omkring Egumvej og Nørrebrogade og næsten frem til vest for Egeskovvej var der fodfolksskanser og skyttegrave. Mod øst havde fjenden bygget Treldeskansen ved Kaltoftevej og flere stillinger samt skyttegrave ud til kysten. Avantgardens flanker blev udsat for massiv beskydning fra disse fjendtlige stillinger.

Efterfølgende skulle 2. Bataljon og 2. Jægerkorps rykke ud gennem en smal udfaldsport, der var bygget omtrent der, hvor Nørreport står i dag. Soldaterne skulle søge ud i terrænet og støtte avantgardens venstre flanke. Mørket og den langsomme fremrykning gennem den smalle port gjorde dog, at tropperne ikke kom ud samlet, og uheldigvis søgte de derfor for langt mod vest. Derved ramte fem kompagnier frontalt ind i oprørernes stillinger ved Egumvej, hvor hårde kampe bølgede frem og tilbage. Først da generalmajor Schleppegrells 3. Brigade kom ud på slagmarken, kunne et samlet angreb presse fjenden tilbage fra dette område.

Maleri af kampene ved Trelde Skansen. Foto: Museerne i Fredericia

Omtrent samtidig med avantgarden rykkede generalmajor Ryes 5. Brigade frem mellem stranden og Treldevej, men de ramte frontalt ind i Treldeskansen. De forsøgte at søge vest om skansen og videre ud på Hyby Fælled, hvor de senere kunne angribe fjenden i flanken, men en voldsom kamp fandt sted ved Treldeskansen. Der blev indsat flere soldater i kampen, men fjenden holdt stand. Danskerne fik først et gennembrud, da generalmajor Moltkes soldater kom til undsætning, og nu faldt skansen endelig.

Generalerne De Meza og Rye afværgede samtidig et fjendtligt modangreb og drev fjenden på flugt. Under den efterfølgende forfølgelse blev generalmajor Olaf Rye ramt af skud og døde. Da fjenden efter hårde kampe til sidst trak sig tilbage, fulgte danskerne efter og pressede fjenden fra Elbodalen.

De danske tab var 512 døde og 1.344 sårede. De slesvig-holstenske tab var 202 døde og 1.131 sårede. Efterfølgende døde mange af de sårede, både blandt de danske og slesvig-holstenske soldater.

Da slaget var forbi, skulle de døde soldater begraves. Allerede fra tidlig morgen den 6. juli kom vogne kørende ind gennem Fredericias porte med døde og sårede. Natten mellem den 7. og 8. juli blev de faldne slesvig-holstenere begravet på Sct. Michaelis Kirkegård.

Soldaterne ventede blandt andet inde i Trinitatis Kirke inden de skulle deltage i kampene. Foto: Lokalhistorisk Arkiv

Den 8. juli udspillede der sig et specielt skue i garnisonskirken Sct. Michaelis. 22 døde danske officerer var blevet bragt til kirken, hvor de blev placeret siddende på gulvet med ryggen mod bænkegavlene. De døde officerer dannede således en ”ærens espalier” op til alteret, hvor kisten med generalmajor Olaf Rye stod. De øvrige døde befalingsmænd og soldater blev transporteret til Trinitatis Kirkegård, hvor de blev identificeret. Nogle blev sendt til deres hjemsogne, men 372 soldater og befalingsmænd blev gravlagt i en stor fællesgrav. De døde blev begravet i deres uniformer og indhyllet i kapper. Generalmajor Ryes kiste blev også rituelt gravlagt blandt soldaterne, men blev siden taget op og sendt til Københavns Garnisonskirkegård, hvor han blev endeligt begravet.

Kun få dage efter udfaldet begyndte borgerne fra Fredericia at vende tilbage fra deres landflygtighed på Fyn. Fredericia var både en bombet by og et nationalt sejrsmonument og blev derfor et yndet turistmål. Folk fra hele Danmark ville se, hvor danskerne havde sejret.

Civile og soldater gik forholdsvis hurtigt i gang med genopbygningen af de bombede kvarterer efter den 6. juli. Der var 49 nedbrændte huse samt 210 beskadigede bygninger. Skaderne blev vurderet til en samlet krigsskadesstørrelse på ca. 360.000 rigsdaler. Alt imens man ryddede op i og ved Fredericia fortsatte krigen i knap halvandet år endnu. Siden 1850 har man i Fredericia fejret årsdagen for slaget.